Moovy Exclusive: Årets skuffelser: 2020
Det herrens år 2020 bød på mange gode og dårlige filmoplevelser. Her er dem, vi troede ville være det første, men som desværre viste sig at være det sidste...
Selvom "Tenet" og "Jojo Rabbit" irriterede mig som forspildt potentiale, overskygger en tredje film dem begge som skuffelse: Thomas Vinterbergs "Druk". Måske ankom jeg aldrig til den rette fest og sidder i stedet i baglokalet med det tynde øl sidst på natten. Måske har (film)verdenen bare brug for at føle håb ovenpå en pandemi, som har lagt verden ned. Derfor svælges der i store følelser med "we shall overcome"-slutningen, hvor Mads Mikkelsen danser carpe diem-frigjort rundt over mine tæer. Men jeg er endnu ikke nået oven vande ovenpå den prisregn, Vinterbergs lille drama sensationelt har udløst på alverdens festivaler, hvorfor den nu står som én af årets Oscar-favoritter.
Ikke dermed sagt, at der ikke er tale om godt håndværk, for "Druk" er et fint lille personligt drama. Men for vel nok første gang stikkes der ikke til dét, der gør rigtigt ondt eller bliver rigtigt rørende i en Vinterberg-film. Ikke som i fabelagtige film som "Festen", "Submarino" eller "Jagten". Jeg forstår ikke den overvældende positive respons. Den tragiske baggrund for "Druk" er rørende, men filmen er det kun i brudstykker. Og så efterlades hele grundpræmissen som et æselspark til danskernes kulturelt svage forhold til alkohol på bunden af glasset, der primært handler om Vinterbergs egen traumebehandling.
Som en topatlet på podiet, der bliver bombarderet med champagne, bliver Thomas Vinterbergs "Druk" netop nu overøst med lovord og priser under alskens prisuddelinger og filmfestivaler. Og her sidder jeg så – som den totalt ædruelige, kedelige gæst, der ankom fire timer efter alle festens andre glade gæster – og stirrer forundret på festlighederne.
Bevares, "Druk" er en velspillet film med flere fine øjeblikke – såsom den allerede sagnomspundne slutning. Men Vinterberg har lavet markant bedre film ("Festen," Submarino"), der var mere helstøbte og bevægende. "Druk" jonglerer lidt usikkert med alt for mange karakterer (mens de kvindelige af slagsen bliver alvorligt negligeret), hvorfor historien ikke folder sig ordentligt ud. Filmen balancerer også usikkert på skillelinjen mellem drama og komik. En ujævn film, som herhjemme blev overgået i årets løb af bl.a. "Shorta" og "Vores mand i Amerika".
Vi kan snakke længe om Christopher Nolans længe ventede "Tenet", der måske noget uretfærdigt mere eller mindre var blevet udråbt til at skulle redde filmbranchen under en verdensomspændende pandemi. Men ikke desto mindre var det en hovedrystende omgang tidsvrøvl.
Men foruden Christopher Nolan var der faktisk en stor, moderne auteur, som skuffede endnu mere. Spike Lees Vietnam-krigsfilm, "Da 5 Bloods", tog ellers hæderligt fat om posttraumer, kammeratskab og mødet med døden, men filmen var en junglevandring uden ende. Og så var der de tvivlsomme effekter og det overgearede skuespil, der nærmere led tankerne hen på Ben Stillers storsavlende "Tropic Thunder" end mesterlige "Dommedag nu". Øv!
Jeg synes ikke, at "Tenet" er en forfærdelig film. Men forventningerne taget i betragtning må Christopher Nolans sci-fi-spektakel alligevel være årets skuffelse i mine øjne. Ingredienserne var ellers på plads: Rollelisten bugner af talentfulde folk, Ludwig Göransson giver den fuld spade på musikken, og Nolan selv får endelig kreeret den 007-ish spionfortælling, han higer efter.
Hvis bare slutresultatet så havde kunnet indfri det potentiale. For selvom filmens første dele egentlig fungerede for undertegnede, blev historien rullet ud på en underligt hakkende facon, og det pyntede ikke just, at actionklimakset i sidste akt var både tand- og spændingsløst. Og så medfører filmens gimmick og den dertilhørende mystik ikke meget andet end forvirring og hovedbrud. På godt og ondt er "Tenet" Nolan, når han kravler langt op i sin egen bagdel – og det er bare ikke rigtig godt.
Ovenpå alle lovprisningerne så jeg virkelig frem til en filmoplevelse af de helt store, men jeg forlod skuffet biografmørket. I mine øjne har Thomas Vinterberg ikke nogen klar intention med "Druk", hvilket gjorde, at jeg hurtigt mistede interessen. Filmens præmis om fire dødkedelige mænds forsøg på at peppe livet i trædemøllen op ved hjælp af rigelige mængder alkohol bliver aldrig rigtigt dramatisk samtidig med, at hovedkaraktererne er omtrent lige så interessante som en doven fadøl fra den lokale bodega. I stedet for en berusende filmoplevelse meldte tømmermændene sig desværre alt, alt for hurtigt.
Måske "Druk" vinder ved gensyn, men jeg tror, det for mit vedkommende kræver en promille, der er langt højere end 0,5, at værdsætte denne lunkne hvidtøl af en film.
Når en ny film af Christopher Nolan annonceres, udløses der altid store forventninger om hjernevridende plots, hvor tidsbegrebet spiller en afgørende rolle. Måske derfor var skuffelsen så meget større, da jeg forlod biografen efter at have set "Tenet". For selvom de mindblowing twists ganske vist var til stede, så havde de ingen egentlig relevans for filmens overordnede tidslinje.
Forlæns/baglæns-præmissen var teknisk godt fortalt, men for historien var den mere forstyrrende end interessant. Hverken Robert Pattinson eller John David Washington formåede at tilføre de i forvejen flade karakterer noget som helst, der mindede om dybde eller karisma, hvilket gjorde, at filmen mest af alt mindede om en actionfilm med Vin Diesel, når de er værst. "Tenet" endte som noget, der koncist og præcist kan betegnes som prætentiøst nonsens.
2020 har budt på en håndfuld spændende og originale fortællinger, som har haft godt tag i følelsesapparatet. Nyere instruktører som Robert Eggers ("The Lighthouse") og Christopher Landon ("Freaky") har hver især imponeret med deres nyeste værker. Desværre har nogle af de Hollywoods mere garvede, respekterede herrer skuffet. Taika Waititi har tidligere bevist, at han kan lave originale og rørende fortællinger. Men ulykkeligvis ramte "Jojo Rabbit" overhovedet ikke mig, selvom den gjorde et bravt forsøg.
Som jeg elsker at blive rørt, elsker jeg også en god actionfilm, og Christopher Nolan har leveret flere fantastiske af slagsen over de sidste 20 år. Men "Tenet" var alt for indviklet for sit eget bedste. Bevares, der er flotte actionsekvenser såsom en fantasifuld biljagt, der både bevæger sig baglæns og forlæns. Men historien hænger i en tynd tråd, og Nolan har selv svært ved at samle trådene. 2020 har været en hård omgang, men i filmuniverset har der været spændende nye instruktører, der har imponeret, og erfarne filmmagere, der har skuffet stort.
Mange vil nok fremhæve Nolans "Tenet" som årets skuffelse (i hvert fald hvis du spørger folk hos Warner Bros.), men for mig var det David Finchers "Mank". Gulddrengen Fincher har nydt endnu mere anseelse i cinefile kredse end den mere kommercielle Nolan, og forventningerne til hans seneste epos om manusforfatteren Herman J. Mankiewicz, der stod bag mesterværket "Citizen Kane", var da også oppe i de højere luftlag.
Old-Hollywood, Orson Welles og Gary Oldman i endnu en topform-præstation var bare nogle af de stikord, der kunne få de fleste filmnørder til at savle – og så i hænderne på Fincher, der om noget er en mand, der har øje for detaljerne! Det, vi fik, var desværre instruktørens mest uinteressante film (selv den søvndyssende "Benjamin Buttons forunderlige liv" og hans Salander-light-remake har mere at byde på). En halvoplagt Oldman, der tøffer rundt i sort/hvide omgivelser; et manus, der forpasser chancen for at svælge i saftige, filmhistoriske detaljer; og en film, man primært husker for, at Amanda Seyfried overraskede positivt!
Egentlig er årets største skuffelse for mit og mange andre filmentusiasters vedkommende uden tvivl biografernes lukning grundet Covid-19. Da "Tenet" så stod til at skulle redde biograferne, lå skuffelsen ikke kun i det faktum, at det ikke lykkedes, men også i slutproduktet.
Jeg havde glædet mig som et lille barn, da både traileren og filmens introsekvens blev vist i CinemaxX' IMAX-sal forinden premieren, og valg af hovedrolle samt filmens emne virkede utroligt tiltalende og lige i min boldgade. "Tenet" skuffede dog på samtlige punkter, og skuffelsen har hverken efterladt mig fysisk eller psykisk endnu, da dens hule og forvirrende narrativ kombineret med en sjælden følelseskold tilgang til sin protagonist gav undertegnede en mental lussing som aldrig før.