Moovy Exclusive: Blog: I forsvar for moderne horrormaestro Eli Roth

Hvis der er én ting, jeg ofte skal høre for i mit ærinde som skrækaficionado, er det min endeløse kærlighed til moderne horrormaestro Eli Roth. Det kan komme direkte, som når jeg bliver drillet med min dårlige smag, der afstives ved at holde så meget af Roths, film eller det kan forekomme som irritation, når jeg holder på, at "Hostel: Part 2" – på trods af sine mangler – er en god film, og derfor får at vide, at jeg er en useriøs fangirl. Hvordan kan man være andet, når man elsker en film så ringe som "Hostel: Part 2"?

Men Eli Roth er den mest innovative opfinder af ny skrækfilm. Han har genopfundet genren mere end én gang, og han har skabt en ny identitet for skrækfilm i de store filmstudier, hvis grænser ellers synes stramme og konservative. Mange kan ikke lide Roth, fordi han er lidt smart i en fart, en typisk bralrende amerikaner, men kigger man nærmere på hans film, er der et dybere lag i dem alle.

Da verden første gang lærte Eli Roth at kende, var det med filmen "Cabin Fever". Den fik usædvanlig hård medfart af verdens kritikere, da de udelukkende så et B-filminspireret makværk uden en nytænkende indgangsvinkel. Denne holdning er blevet adopteret af filmfans verden over, mens ingen lader til at se "Cabin Fever" som indehaver af et af de mest originale plots siden årtusindeskiftet. Såmænd er den en homage til skrækfilmene før den, men det er ikke et uheld skabt af mangel på talent.

Desværre er det dette, der lod så mange mennesker lande på det røde felt, efterhånden som "Cabin Fever" gik sin gang. Og således lod ingen at lægge mærke til et plot uden en fjende, en skurk, en enhed at frygte. Hvilken anden skrækfilm kan man sige dét om? Hvilken anden skrækfilm baserer sin kerne på omgivelser og reaktioner til noget, der ikke er værd at frygte, end ikke det mindste? At "Cabin Fever" flyder over med homage til tidligere værker, er derimod et bevidst træk i en film, hvor resultatet kunne have været så anderledes, hvis bare ét menneske i den store skov havde været fornuftig nok til at agere sejrrig overfor et relativt overkommeligt problem. Det er hormoner, ungdommelig kådhed og ganske almindelig dumhed, der er tilstede her, ikke en egentlig skurk.

Senere – i 2004 – kom der billeder frem i medier af den tortur og de krænkelser af menneskerettighederne, der foregik i fængslet Abu Ghraib i Irak. Det efterfølgende år kom Eli Roths "Hostel" – en film med kraftig inspiration fra netop de omstændigheder – samt det ry, amerikanere efterhånden var ved at cementere i udlandet under krigen. Sine egne frustrationer med ikke bare sin befolkning, men også landets politik, fik sin plads i en film, der ultimativt handler om xenofobi. Fra alle parter.

I et fattigt, europæisk land (der i dette tilfælde var Slovakiet, men som kunne fungere i alle lande med fattige kår) handler menneskehandel om at kunne skade andre for at glemme sine egne frustrationer. Men det handler også om at kunne yde smerte mod de hadede nationer, fordi de er fremmede og farlige i forlængelse. "I'm an American!" råber den unge Josh til en tilfældig dørmand i starten af filmen, da han bliver smidt ud af et diskotek. Nationaliteten er et skjold, man kan gemme sig bag, og den slags bliver straffet.

I den efterfølgende film i samme serie var den samme praksis udøvende, men Roth havde mistet sin gennemslagskraft, fordi han havde nu ikke lige så stærke holdninger. Vi havde nu en film, der var mere præget af feminisme end xenofobi, hvilket ellers var styrken i det første kapitel. "Hostel: Part 2" ærede kvinder, men da den endelige kamp skal udkæmpes, er det med kapitalisme, ikke køn. Det er ikke feminin snilde, der sejrer, det er en velafrundet bankkonto. Feminismen i "Hostel: Part 2" ligger mere i, at mændene er svæklinge, end at kvinderne er stærke. At Roth vendte sig fra det, der rørte ham, for i stedet at lave en toer, der ikke bragte lige så stor succes, som han havde håbet, er iblandt de elementer, der gør "Hostel 2" til den svageste film i Roths instruktørkarriere. Samtidig er det dog også den film, der åbnede døren til instruktørens hang til at have stærke kvinder med i sine film.

Dette kunne ses i "The Green Inferno", men det kommer i næste artikel, hvor jeg vil fortsætte med at være i forsvar for Eli Roth.

Nadia Regitze Parbo er forfatter og freelancejournalist. Hun har studeret film i Storbritannien og har senest skrevet bogen "Sultne mennesker", der beskrives som en satirisk frontlinjeberetning om filmanmelderbranchens indercirkel. Nadia er medarrangør på filmfestivalen Blodig Weekend og driver siden cineasten.dk.

Bloggen er et udtryk for skribentens egne holdninger.

Kommentarer

Blog: I forsvar for moderne horrormaestro Eli Roth

  • ★★0

    Fedt! Og ja, jeg har det også helt fint med Eli Roths film, hvor jeg især finder Cabin Fever og Hostel-filmene undervurderede og misforståede. Glæder mig til at læse videre, når forsvaret fortsætter!

    David Lund 6-08-17 13:08

  • ★★0

    Han er en dampende lort i mine øjne. Virkelig. Lousy fortæller. Cabin Fever var ulidelig, men det var til at få øje på hvem han forsøgte at efterligne. Sam Raimi. Dybere lag er godt nok meget sagt, men ok, fred med det. 

    Babo 6-08-17 13:34

  • 0

    Han er en dampende lort i mine øjne. Virkelig. Lousy fortæller. Cabin Fever var ulidelig, men det var til at få øje på hvem han forsøgte at efterligne. Sam Raimi. Dybere lag er godt nok meget sagt, men ok, fred med det. 

    Helt enig. Jeg ser heller ikke noget geni gemt i Eli Roth. Og ja der er mere i hans film, hvis man kradser lidt i overfladen, men det er nu hverken en særlig dyb eller eftertænksom samfundskritik han lægger for dagen. 

    NightHawk 6-08-17 15:35

  • ★★★0

    Helt enig. Jeg ser heller ikke noget geni gemt i Eli Roth. Og ja der er mere i hans film, hvis man kradser lidt i overfladen, men det er nu hverken en særlig dyb eller eftertænksom samfundskritik han lægger for dagen. 

    Helt enig! Desuden kan hans "originale" ideer eller tilhørende subtekst, ifølge mig ikke regnes for særligt gode. 

    T. Nielsen 6-08-17 17:59

  • 0

    Jeg har lige gravet Cabin Fever, Hostel og Hostel: Part 2 frem fra fjern-lageret, hvor alle DVD'erne er pakket ned. Oven på Nadia's klumme er der dømt gensyn...

    Wiseguy 6-08-17 20:03

  • 0

    Fedt at se Eli Roth få lidt kærlighed! Jeg synes ellers næsten kun, at man hører folk tale negativt om ham - også blandt de mere dedikerede horrorfans. 

    Jeg synes jo selv, at han er langt mere intelligent, end han har ry for, og især Hostel mener jeg er noget nær et mesterværk med sit krasse blik på (amerikansk) overfladisk forbrugerisme og xenofobi. 

    Så kan man altid diskutere, om samfundskritikken er "særlig dyb eller eftertænksom". Det er den måske ikke. Men det er den jo heller ikke i nyere hits som It Follows, The Barbadook og Get Out, der alle er blevet rost (fortjent) til skyerne af både kritikere og folk, der godt kan lide deres skrækfilm med lidt at tænke over, uanset at alle tre film i høj grad bærer deres symbolik uden på trøjen. 

    Jeg kan i øvrigt varmt anbefale podcasten Post Mortem with Mick Garris, hvor filminstruktøren Mick Garris i hver episode taler med en anden filmskaber, der arbejder med horror. I episoden fra 12/4 har han besøg af Eli Roth, og Roth kommer bl.a. ind på sin baggrund, og snakker lidt om meningen med film som Hostel og The Green Inferno. 

    thomsen16-08-17 13:39

  • ★★★0

    Baseret på min oplevelse af Hostel, som er den eneste Roth-film jeg har set, så kan jeg umiddelbart heller ikke forstå, at man ikke kan lide Roth, hvis man ellers kan lide splatter-horror-genren. Det kan jeg så ikke. Men den gør jo det, den skal (som jeg ikke kan lide), og umiddelbart ret effektivt. Jeg fik i hvert fald kvalme og lyst til at se væk. 

    Riqon16-08-17 13:58

  • ★★0

    Arh, sku wi nu æ liii... 

    Jeg kan godt lide splatter. Det betyder bare ikke, at jeg kan lide alle film i kategorien. Det siger lidt sig selv. Sådan er det med alle genrer. 

    Mht splatter, så virker 'samfundskritikken' kun i det tilfælde, den er godt formidlet. Godt eksekveret. Vil kan så diskutere, hvornår det er det. Men en god film/splatter kan godt fungere uden. Det kan også bare være tale om en rigtig godt sammensat film som Cabin in The Woods, uden at have en større agenda end underholde med en godt fundet på handling. 

    Get Out vs Hostel. Tja, der er for mig en verden til forskel på kvaliteten i alt hvad der hedder karakterer, suspense, plot, formidling og kreativitet. 

    Babo16-08-17 16:49

  • 0

    Hostel

    Grindhouse Er han ikke director på

    Clown         Er han ikke director på

    Så er vel kun Hostel jeg har set, han er director på, ellers er han bare producer af de andre.

    Men fandt nu Hostel lidt nyskabende på en eller anden slags måde, var hvert fald skræmmende i modsat alt det teenage gys der har kommet ud siden 90erne :)

    Geekalot16-08-17 17:53

Log ind for at deltage i diskussionen