Christian Tafdrups "Forældre" er årets danske kandidat til Nordisk Råds Filmpris

Årets kandidater til Nordisk Råds Filmpris anno 2017 er netop blevet annonceret ved Haugesund Filmfestival i Norge, og årets danske kandidat til prisen er Christian Tafdrups spillefilmsdebut: "Forældre".

I filmen spiller Bodil Jørgensen og Søren Malling et par forældre, der flytter ind i deres gamle ungdomshybel, efter at deres søn er flyttet hjemmefra – og en dag vågner de pludseligt op og er blevet 30 år yngre.

Tafdrup deler nomineringen med filmens producer, Thomas Heinesen ("Kapringen", "Nordvest"), og filmen har i forvejen høstet adskillige priser – Tafdrups indsats som instruktør blev hædret med én af filmens tre Robert-statuetter tidligere i år.

DANSKERE BLANDT KONKURRENTERNE

De fire andre nominerede film er: "Tyttö nimeltä Varpu" (Finland), "Fluefangeren" (Norge), "Sámeblod" (Sverige) og "Heartstone" (Island), som i øvrigt er produceret af bl.a. to danskere: Jesper Morthorst og Lise Orheim Stender.

Nordisk Råds Filmpris uddeles i år for 14. gang og er tidligere blevet vundet af bl.a. Lars von Trier ("Antichrist"), Per Fly ("Drabet") og Thomas Vinterberg ("Submarino" og "Jagten").

Vinderen af prisen offentliggøres 1. november under Nordisk Råds session i Helsinki. Filmprisen består af 350.000 kr., som skal deles ligeligt mellem filmens manuskriptforfatter, instruktør og producer.

Moovy TV har i øvrigt interviewet Tafdrup omkring nomineringen, og du kan se dét eksklusive video-interview her:

Kommentarer

Christian Tafdrups "Forældre" er årets danske kandidat til Nordisk Råds Filmpris

Log ind for at deltage i diskussionen