David Fincher åbner op om gnidninger mellem ham og Jake Gyllenhaal under "Zodiac"-optagelserne
Absolut intet skal stå i vejen for Finchers optagelser.
Længe før amerikanske David Fincher lavede film om tilblivelsen af "Citizen Kane" – med den aktuelle "Mank" – udgav han i 2007 thrilleren "Zodiac", der handlede om jagten på Zodiac-morderen. Dengang kommenterede hovedrolleindehaveren Jake Gyllenhaal Finchers notoriske ageren på filmsettet, hvor skuespilleren blandt andet sagde: "David Fincher maler med folk, og det er svært at være en farve."
Fincher er kendt som en perfektionist, og han forlanger ofte mange takes af den samme scene. For Gyllenhaal inkluderede det en scene, der blev skudt 70 gange. Og netop skuespillerens udtalelser har instruktøren nu drøftet med The New York Times.
"Jake var i den sure situation, at han var ung, og mange mennesker kæmpede for hans opmærksomhed, mens han arbejdede for en, som ikke tillod en fridag. Jeg tror på, at man skal have alt ud af det, der ligger i periferien."
"Han har lavet mange film, selv som barn, men jeg tror ikke, at han nogensinde var blevet bedt om at fokusere på detaljerne. Jeg tror, han var meget distraheret," siger Fincher.
Imens "Zodiac" blev filmet, blev krigsfilmen "Jarhead", hvor Jake Gyllenhaal også havde hovedrollen, udgivet. Her blev skuespilleren sendt ud til den ene filmfestival efter den anden, da filmen blev spået stor succes og masser af priser. Det efterlod Gyllenhaal meget splittet, når han vendte tilbage til settet på "Zodiac".
gode venner igen
David Fincher nævner dog, at de blev gode venner igen, da de nærmede sig optagelsernes afslutning. Og han indrømmer da også, at han kan være konfrontatorisk, hvis nogle på settet er dovne. Lige så vel som at være bevidst om budgettet: "Folk går ofte igennem hårde tider. Det gør jeg selv, så jeg prøver at være medfølende omkring det. Men det er fire hundrede tusind dollars. Om dagen. Og vi får måske aldrig chancen igen."
"Jeg fortæller altid skuespillerne: Jeg klipper ikke rundt om dine tømmermænd eller din døende hund. Jeg klipper ikke rundt om, at du lige har fyret din agent, eller hvis din agent har fyret dig. Det eneste, jeg går op i, når jeg ankommer, er, om vi fik fortalt historien."