SÅ ringe er remaket nu heller ikke og synes egentlig Harbour gjorde det okay. Men den falmer jo bare i forhold til de gamle.
Den oprindelige "Hellboy"-skuespiller takkede nej til at gentage rollen i rebootet
"Den eneste version af 'Hellboy', som er jeg er interesseret i, er den, jeg laver sammen med Guillermo del Toro," fastslår Ron Perlman.
Sidste års "Hellboy"-reboot endte som et nedsablet flop, der blot indtjente 44 mio. dollars på verdensplan, men som samtidigt havde kostet 50 mio. dollars at producere.
Hovedrollen som det store, sympatiske supermonster Hellboy blev spillet af David Harbour, som allerede har indrømmet, at filmen har sine problemer, og for nylig beskyldte fans af Guillermo del Toros to gamle "Hellboy"-film for at være årsagen til, at den nye "Hellboy"-film floppede fælt.
I del Toros "Hellboy" fra 2004 og "Hellboy II: The Golden Army" fra 2008 blev titelrollen spillet af Ron Perlman, som i et nyt interview med CBM.com afslører, at han i sin tid takkede nej til at medvirke i den nye "Hellboy"-film:
"Jeg havde muligheden for at medvirke i rebootet, men jeg bestemte mig for, at den eneste version af 'Hellboy', som jeg er interesseret i, er den, jeg laver sammen med Guillermo del Toro. Så jeg gik væk fra det projekt, og jeg har hverken set filmen eller hørt meget om den."
Læs også: David Harbour: Vores "Hellboy"-film floppede på grund af Guillermo del Toro-fans
Tidligere har det forlydt, at en tredje "Hellboy"-film med Perlman og del Toro om bord aldrig fik grønt lys, fordi de to første film ikke havde været store kommercielle succeser (de klarede sig dog stadig langt bedre ved billetlugerne end det nye reboot).
Men ifølge den 70-årige Perlman kan en "Hellboy III" med ham foran kameraet og del Toro i instruktørstolen stadig komme på tale. Og det er primært del Toros pakkede kalender, der forhindrer filmen i at blive en realitet:
"Det eneste, der forhindrer en tredje 'Hellboy'-film i at blive lavet, er det faktum, at Guillermo er en af de travleste mænd i branchen. Han ville ikke engang kunne finde tid til at lave den, hvis han gerne ville lave den."
Guillermo del Toro arbejder i øjeblikket på sin "Pinocchio"-animationsfilm til Netflix samt gyseren "Nightmare Alley", som skydes af den danske fotograf Dan Laustsen.