Sony udskyder (igen) Marvel-filmen "Kraven the Hunter"

Filmen om den jagtglade "Spider-Man"-skurk skulle oprindeligt være udkommet i oktober 2023.

Fans af tegneseriefiguren Kraven the Hunter må nok en gang væbne sig med tålmodighed. Det er hele syv år siden, at vi for første gang skrev om den kommende film om Marvel-skurken, og sidste sommer fik vi så traileren til filmen, mens premieredatoen blev fastsat til den 5. oktober 2023.

En måneds tid efter trailer-premieren blev "Kraven the Hunter" så udskudt til august 2024, og nu skriver Variety, at Sonys nyeste "Spider-Man"-spin-off – oven på de nedsablede flops "Morbius" og "Madame Web" – er blevet udskudt igen. Denne gang til midt-december i år.

Se også: "Morbius"-interview med instruktøren Daniel Espinosa

Årsagen til udskydelsen er ukendt, men det er ikke utænkeligt, at nogen hos Sony Pictures så den seneste trailer til Marvel Studios' "Deadpool & Wolverine" og prompte tænkte: "Puha, vores film ville blive fuldstændig overskygget og knust i biffen af Hugh Jackman og Ryan Reynolds' kulørte eskapader!"

Kraven (hvis mundrette fødenavn er Sergei Dimitri Symostivych Kravinoff) er en af Spider-Mans helt store fjender – en bomstærk jæger, som efter et blodigt møde med en sulten løve pludselig får særegne superkræfter.

I Marvels tegneserier higer Kraven efter at bevise sit værd som jæger ved at få ram på den største helt derude – altså Spider-Man. Men Kraven har samtidigt et solidt æreskodeks og en respekt for sine modstandere, der indimellem transformerer ham til en antihelt, der kæmper side om side med Spider-Man og de andre Avengers.

Ud over Aaron Taylor-Johnson i titelrollen medvirker bl.a. Ariana DeBose, Christopher Abbott, Alessandro Nivola og Fred Hechinger i "Kraven the Hunter". Russell Crowe spiller Kravens strikse far.

"Kraven the Hunter" er instrueret af J.C. Chandor ("All Is Lost"), mens manuskriptet er skrevet af Richard Wenk, Matt Holloway og Art Marcum, som har skrevet film som "The Expendables 2", "The Hitman's Apprentice", "Men in Black: International" og "Transformers: The Last Knight"...

Kommentarer

Sony udskyder (igen) Marvel-filmen "Kraven the Hunter"

  • ★★★2

    I stedet for at udskyde den kunne de også bare skyde den...

    Essal28-04-24 09:12

  • ★★★1

    Baseret på traileren, tror jeg den ville have svært ved at konkurrere mod Speed 2.

    NSF28-04-24 10:27

  • 0

    Det virker som om hver gang de udgiver er edderkoppeløs film så taber de penge, med undtagelse af deres Venom børnefilm, som jeg heller ikke er fan af. Så måske er det billigere for dem bare at droppe udgivelsen af Kraven.

    Johnny4228-04-24 19:28

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen