Disneys "Christopher Robin" med Ewan McGregor finder sin Peter Plys

Endnu en live-action udgave af én af Disneys elskede animationsfilm er undervejs med titlen "Christopher Robin". Den finder Ewan McGregor ("T2 Trainspotting") i titelrollen som den voksne Christopher Robin (Jakob på dansk), som efter års adskillelse genforenes med sin gamle ven Peter Plys og alle vennerne fra Hundredemeterskoven.

Filmens præmis minder umiddelbart om Spielbergs "Hook", hvor det denne gang er Christopher Robin, som skal genfinde sit indre barn med Peter Plys' hjælp.

Nu er det så kommet frem, at den erfarne stemmeskuespiller Jim Cummings, der før har lagt stemme til den animerede udgave af den elskelige bamse, endnu en gang skal give den i rollen som den legendariske plysbjørn.

Det er endvidere blevet kendt, at det lettere deprimerede æsel får stemme af Brad Garret, mens der er rygter fremme om, at Alan Tudyk, der spillede robotten K-2SO i "Rogue One: A Star Wars Story", er i forhandlinger om at lægge stemme til det eksalterede, omend charmerende Tigerdyr. 

Hayley Atwell og Bronte Carmichael skal spille henholdsvis hustru og datter til McGregors Christopher Robin. 

Det er "Finding Neverland"- og "World War Z"-instruktøren Marc Forster, som sidder i instruktørstolen på Disney-filmen, og det bør nævnes, at projektet intet har at gøre med "Goodbye Christopher Robin", der også er på vej. 

"Christopher Robin" har endnu ingen officiel premieredato. 

Kommentarer

Disneys "Christopher Robin" med Ewan McGregor finder sin Peter Plys

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen