Ellen Burstyn vender tilbage i ny "Eksorcisten"-trilogi

Universal smider vanvittige 400 mio. dollars efter tre spillefilm i "Eksorcisten"-franchisen.

Først genoplivede David Gordon Green "Halloween"-franchisen med 2018-filmen af samme navn, der endnu en gang så Laurie Strode stå ansigt til ansigt med den maskerede Michael Myers. Nu tager Green William Friedkins mesterlige "Eksorcisten" under kærlig behandling. 

Ligesom at "Halloween" fra 2018 var et soft reboot/en efterfølger til den originale film, virker det til, at de kommende "Eksorcisten"-film følger trop. Den Oscarvindende skuespiller Ellen Burstyn genoptager nemlig rollen som Chris MacNeil, hvis datter i orginalen pludselig blev besat af en dæmon med det mundrette navn Pazuzu. 

"Hamilton"-stjernen Leslie Odom Jr., der brillerede med sin præstation i "One Night in Miami...", har ligeledes sikret sig en plads i castet. Hans karakter opsøger angiveligt Chris MacNeil i et desperat forsøg på at finde hjælp til sit eget barn, der nu lider under en dæmonisk besættelse. 

LÆS OGSÅ: "EKSORCISTEN"-INSTRUKTØR OM MULIGT REBOOT: DER ER IKKE NOK PENGE I VERDEN TIL AT FÅ MIG OMBORD

Blumhouse Productions stod bag skabelsen af "Halloween"-rebootet, og nu har de endnu en gang påtaget sig et kæmpe ansvar med en anden gyserklassiker. Produktionsselskabet begår sig normalt med lavbudgetsgysere, der snildt kan tjene sig selv hjem. Bag sig har de blandt andet "Get Out" og "Sinister".

Interessant bliver det at se, hvordan de formår at håndtere en 400 mio. dollar franchise, der omhandler en af filmhistoriens mest velansete gysere. Variety meddeler dog også, at selvom den første film lander i biograferne 13. oktober 2023, er det muligt, at efterfølgerne udgives direkte på Universals egen streamingtjeneste Peacock. 

Om den kommende filmtrilogi sletter John Boormans udskældte "Eksorcisten 2: Kætteren", William Peter Blattys underkendte "Eksorcisten 3" og Paul Schraders tumultariske "Dominion: Prequel to the Exorcist" fra franchisens kronologi, vides endnu ikke.

Kommentarer

Ellen Burstyn vender tilbage i ny "Eksorcisten"-trilogi

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen