"Fast & Furious"-spin-off får releasedato - "Fast 9" udskudt

Universal har annonceret premieredatoen på deres "Fast & Furious"-spin-off og samtidig udskudt både den 9. film og monsterfortællingen "Bride of Frankenstein".

Efter planen stod den kommende niende film i "Fast & Furious"-franchisen til udgivelse i 2019, men sådan bliver det ikke længere. Universal Pictures, der laver de vanvittige actionfilm, har nemlig valgt at ændre planerne, så "Fast 9" i stedet lander året efter i 2020. En spin-off-film, som vil fokusere på de to actionmænd Dwayne Johnson og Jason Statham, er dermed blevet tildelt en af årets ledige premieredatoer, og vi kan altså se frem til mere ræs med Hobbs (Johnson) og Deckard Shaw (Statham), når filmen rammer det store lærred 25. juli 2019.

Chris Morgan, som har leveret manus til flere af seriens kapitler, har skrevet historien til den nye film, der stadig står uden titel, men som rygtes at have kig på "The Nice Guys"-instruktøren Shane Black til at tage tøjlerne. Seneste kapitel i filmserien, denne sommers hit "Fast & Furious 8", racede rasende ind i biograferne i april og indtjente for over 1,2 mia. dollars på verdensplan.

Monsterfortælling også udskudt

Vilde bilfilm er dog ikke alt, hvad studiet har at byde på. Folkene hos Universal vil også gerne have gang i et monster-univers, hvor alle de klassiske bæster som Dracula, Frankenstein og The Wolf Man får deres egne film. Projektet bliver kaldt for "Dark Universe" og blev skudt i gang med dette års "The Mummy", der havde Tom Cruise i hovedrollen.

Desværre fik filmen en lunken modtagelse, og måske har det været medvirkende til, at "Bride of Frankenstein" – der ellers var udset til at være den anden film i rækken af "Dark Universe"-produktioner – nu er blevet fjernet fra filmselskabets kalender og udskudt på ubestemt tid. Fra officiel side begrunder man dog udskydelsen med, at filmens manuskript skal have en finpudsning og har brug for mere tid for, at historien fungerer, som den skal.

Filmen var egentlig sat til at begynde optagelserne til februar næste år. Det forlød, at instruktør Bill Condon skulle være interesseret i Angelina Jolie til titelrollen som Frankenstein-monsterets brud, og det skulle også stadig være en mulighed. Rygter vil dog vide, at skulle det ikke lykkes at få Jolie med ombord i sidste ende, så er "Wonder Woman"-stjernen Gal Gadot den næste i kikkerten til rollen.

Kommentarer

"Fast & Furious"-spin-off får releasedato - "Fast 9" udskudt

  • ★★0

    De to var dælme også det bedste ved den nye film, for dælen deres scener sammen var herlige, så jeg ser frem til et spinoff med de to herre :)

    Elwood 6-10-17 17:48

Log ind for at deltage i diskussionen