Hugo Weaving har ingen interesse i at vende tilbage til "Ringenes herre"-universet

"For at være helt ærlig, så tror jeg, at alle har fået nok af det."

Takket være "The Matrix"-filmene og Peter Jacksons "Ringenes herre"-filmtrilogi blev australske Hugo Weaving lidt af en verdensstjerne omkring årtusindskiftet. Men hvor Weaving spillede den ondskabsfulde Agent Smith i "The Matrix", spillede Weaving en af Midgårds helt store helte i "Ringenes herre"-filmene: elveren Elrond.

Weaving gentog rollen i to af Jacksons "Hobbitten"-film, men selvom en "Ringenes herre"-tv-serie er på trapperne, og nye Tolkien-filmatiseringer måske ryger i støbeskeen, så skal man ikke forvente at se Weaving dukke op i Midgård igen.

"Du kan tro nej. Absolut ikke," svarer Weaving, da Variety spørger skuespilleren, om han kunne være interesseret i at vende tilbage til Tolkiens fantasy-univers.

Læs også: John Lennon bad Stanley Kubrick om at indspille J.R.R. Tolkiens "Ringenes herre" med The Beatles

Weaving er påfaldende stejl, når et potentielt gensyn med Elrond diskuteres, men han fastslår til gengæld, at han gerne ville have optrådt i den kommende "The Matrix 4", men hans fyldte kalender gjorde det desværre umuligt at takke ja til en rolle i filmen:

"Jeg havde måske dukket op i den nye 'Matrix'-film, men 'Ringenes herre'? Nej. Jeg ville aldrig... det er jeg på ingen måde interesseret i. Hør... jeg elskede at være i New Zealand sammen med alle de dejlige mennesker, og det var ligesom at vende tilbage til en familie, men faktisk... for at være helt ærlig, så tror jeg, at alle har fået nok af det."

Weaving har også medvirket i store produktioner som "Mortal Engines" og Michael Bays tre første "Transformers"-film, og han fortæller Variety, at han ikke konsekvent undgår potentielle blockbusters, men at filmene skal være "virkelig interessante og have en anderledes indfaldsvinkel," før han skriver under på at medvirke.

Den nye "Ringenes herre"-serie udkommer formentlig tidligst i 2021 på Amazons streamingtjeneste, men vi skal altså ikke forvente at se Weaving dukke op i serien som en yngre Elrond.

Kommentarer

Hugo Weaving har ingen interesse i at vende tilbage til "Ringenes herre"-universet

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen