Lando Calrissian får sin egen serie på Disney+
Den intergalaktiske storcharmør vender tilbage, men Lucasfilm har endnu ikke offentliggjort, hvem der skal spille rollen som Lando...
I tsunamien af nyheder om kommende "Star Wars"-projekter er det nu kommet frem, at Lucasfilm barsler med en kommende event-serie om vores allesammens Lando Calrissian, der er én af den fjerne galakses helt store koryfæer.
Den populære karakter så første gang dagens lys i "Imperiet slår igen" med Billy Dee Williams i rollen som den charmerende ven af Han Solo og Chewbacca.
Williams gentog rollen i "Jedi-ridderen vender tilbage" og "Star Wars: The Rise of Skywalker", mens multi-kunstneren Donald Glover spillede en yngre udgave af Lando i "Solo: A Star Wars Story".
Lucasfilm har i skrivende stund ikke bekræftet, hvem der i serien skal spille den titulære hovedkarakter, men pilen peger af gode grunde på netop Donald Glover, der høstede stor anerkendelse for sit portræt af Lando i Ron Howards spin-off.
Det kan naturligvis heller ikke udelukkes, at 83-årige Billy Dee Williams vender tilbage i et eller andet omfang, men vi ved dog, at serien til Disney+ skal udvikles af Justin Simien ("Dear White People").
"Lando" ventes at gå i produktion i løbet af 2021.