"Paddington 3" får omsider en premieredato

Den elskelige bamsebjørn er omsider klar på nye eventyr om et års tid.

Det er efterhånden seks år siden, vi sidst så noget til den marmelade-glade bjørn Paddington i biografmørket. Det skete i Paul Kings kritikerroste og fremragende "Paddington 2", der efterfulgte "Paddington" fra 2014. 

En fortsættelse med titlen "Paddington i Peru" har længe været i støbeskeen. Og nu har vi så endelig fået en premieredato: Det længe ventede tredje kapitel i den anerkendte filmserie får biografpremiere i Storbritannien den 24. november næste år – og formentlig nogenlunde samtidigt herhjemme.

Amerikanerne skal dog vente helt til den 17. januar 2025, før de igen kan opleve Paddington på det store lærred.

Se også: Timothée Chalamet er Willy Wonka i første farverige trailer til "Charlie og chokoladefabrikken"-prequel

Det er ligeledes kommet frem, at Rachel Zegler ("West Side Story") er blevet erstattet i rollen som Gina Cabot af det relativt ubeskrevne blad Carla Tous. Zegler måtte droppe ud af filmen som følge af skuespillerstrejken i Hollywood, som ikke påvirker spanske Tous.

Rollelisten består desuden af prominente navne som Antonio Banderas, Olivia Colman, Jim Broadbent og så selvfølgelig Ben Whishaw, der lægger stemme til Paddington.

Bag kameraet har Dougal Wilson overtaget instruktørstolen efter Paul King. Sidstnævnte er dog stadig med om bord som executive producer. 

I den kommende film rejser Paddington og familien Brown til Peru for at besøge bjørnens elskede tante, Lucy. Her støder de på et mysterium, der kaster hele familien ud på et uventet eventyr – fra regnskoven i Amazonas til de storslåede bjergtoppe i Peru.

Hvordan det hele spænder af, bliver vi klogere på, når "Paddington i Peru" altså som nævnt får biografpremiere i november næste år. 

Kommentarer

"Paddington 3" får omsider en premieredato

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen