Guder og jætter vender tilbage på Netflix i "Ragnarok" sæson 2

Den norske ungdomsseries næste sæson er allerede nu under produktion.

I går annoncerede Netflix, at guderne og jætterne vender tilbage til den fiktive by Edda. Sæson 2 af den norske ungdomsserie "Ragnarok" er nemlig netop sat i produktion.

"Ragnarok" er et coming-of-age-drama inspireret af nordisk mytologi med nogle alternative vinkler på myterne. Anden sæson samler op, hvor den første sæson slap: Hvad gør man, når man er en gymnasieelev, der lige har indset, at man er oppe imod en ældgammel og ekstremt magtfuld fjende, der holder en hel by – måske et helt land – i et jerngreb?

Magne på 17 år har siden 1. sæson indset, at nu hvor han er klar til at give de mørke kræfter kamp til stregen, så er der endnu flere fjender derude. Men findes der mon ligesindede, der også har overnaturlige evner? Kan han nå at finde dem i tide? Og hvad sker der, når det viser sig, at hans lillebror, Laurits, også er af en ganske særlig støbning? Puha, det er hårdt at være norsk teenager!

De seks afsnit i den norsk-sprogede serie er produceret af danske SAM Productions. Adam Price og Emilie Lebech Kaae fungerer som skabere og forfattere i samarbejde med executive producer Meta Louise Foldager Sørensen ("Antichrist", "Melancholia"), producer Stine Meldgaard Madsen ("Friheden", "Mercur") og instruktør Mogens Hagedorn ("Rita", "Tinkas juleeventyr").

"Ragnarok" sæson 2 har premiere eksklusivt på Netflix i 2021. Læs mere om serien på Netflix' officielle hjemmeside her

Kommentarer

Guder og jætter vender tilbage på Netflix i "Ragnarok" sæson 2

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen