Jeg elsker den film - og glæder mig virkeligt til gensyn. :)
Anmeldelse: Everybody Wants Some!!
Hvordan følger man op på en af filmhistoriens bedst anmeldte film nogensinde? Jo, man starter forfra. Det virker i hvert fald til at være dét, Richard Linklater har gjort ovenpå den megasucces, som fulgte med "Boyhood". For før det ambitiøse 12-års projekt og før "Before"-trilogien, nærmere bestemt i 1993, lavede Linklater "Dazed and Confuzed". En lille film om en gruppe high school-elevers sidste skoledag i 70'erne. "Everybody Wants Some!!" er ifølge instruktøren dennes "åndelige efterfølger", hvilket for en sjælden gang er mere end bare et kynisk salgstrick.
Med "Everybody Wants Some!!" er vi tilbage i skolemiljøet. Denne gang handler det om en flok unge baseball-drenge på college i 80'ernes Texas. Eller det vil sige, begivenhederne udspiller sig i weekenden op til semesterstart, hvor holdets nye spiller, Jake (Blake Jenner), ankommer til drengerøvskollektivet. Vanen tro ejer filmen ingen fremadskridende historie, men består i stedet af mere eller mindre løst sammensatte scener. Inden de sidste dage i frihedens paradis er omme, har den henslængte klike både været på skørtejagt, drukket sig i hegnet, røget tjald og udsat de nye for ydmygende optagelsesritualer.
Det er på ingen måde, fordi Linklater (igen) har opfundet den dybe tallerken. Slet ikke. Men med sit sædvanlige overskud og flair for snappy dialog lykkes det ikke desto mindre den texanske filmskaber at tryllebinde tilskueren. Fordi det meste af tiden går med drengenes diverse udskejelser, kunne filmen i hænderne på en mindre kompetent instruktør nemt være endt dræbende monotont. Takket være et superskarpt manuskript kombineret med nøje instruktion får vi ikke alene et hylende morsomt stykke strimmel, men også et tænksomt værk helt i Linklaters ånd.
Ensemblet udgøres overvejende af uerfarne kræfter, men ligesom det var tilfældet med "Dazed and Confused" – der bragte Matthew McConaughey, Ben Affleck og Milla Jovovich frem i Hollywoods søgelys – så viser flere af skuespillerne her klart stjernepotentiale. På bemærkelsesværdig kort tid får vi et præcist indblik i hver enkelt sambo. Vel at mærke uden, at de føles som endimensionale klichéer – om det så er det lommefilosofiske pothoved, scoretrolden eller den tungnemme slacker. Havde karaktererne været nogle ulidelige skiderikker, ville "Everybody Wants Some!!" unægteligt have været en ørkenvandring. Det er heldigvis langt fra tilfældet. Fra start til slut sad jeg og havde en fest i selskab med de her gutter.
Ungdommens rastløshed og vildskab skinner også igennem i strukturen, der bevidst føles retningsløs. Linklater beskriver en følelse af at være ung på tærsklen til voksenlivet. Den tid, hvor man desperat klynger sig til nuet, mens fremtidens forpligtelser og spørgsmål om, hvem "jeg" er, og hvor vi er på vej hen, langsomt trænger sig på. I dag kan vi være uansvarlige og dumme. I morgen står den på lektier og afgørende baseballturneringer. Denne bittersøde erkendelse af livets foranderlighed ligger konstant og lurer under den fyrige strøm af øl, fisse og discomusik.
Som titlens to udråbstegn indikerer, er Richard Linklaters nostalgiske genkaldelse af egen ungdom et livligt festfyrveri. Den lever ikke helt op til instruktørens mesterværker, men det synes heller ikke at være ærindet. Linklater vil først og fremmest bare gerne underholde med en sommerfrisk komedie under den bagende sol – og det gøres yderst fortrinligt. Jeg har stadig ondt i kinderne af at grine fuldstændig uhæmmet af "Everybody Wants Some!!".