Anmeldelse: Scream (2022)
Fanservice og mor(d)skab går hånd i hånd i ny "Scream"-genoplivning.
At film kan have stærk påvirkning på personer er interessant: At man som fan kan blive så stor en tilhænger af et filmisk univers, at det udvikler sig til at en del af vedkommendes liv. For alle franchises har fans, små som store. "Scream" anno 2022 inducerer frisk blod til kultfranchisen og skyder med skarpt mod sin fanbase, hvilket giver kuldegysninger og rammer lattermusklen.
Morderen Ghostface er igen på spil i Woodsboro. Efter en ung pige er overfaldet i sit hjem, vender Sidney (Neve Campbell) hjem til byen. Hun genforenes med sin fortid, gamle venner og bekendte. Efter flere lader livet, søger Sidney og Richie (Jack Quaid) hjælp fra den pensionerede sherif Dewey (David Arquette), som har stået overfor den maskerede morder før.
Instruktør Wes Craven genoplivede sin egen karriere med "Scream" tilbage i 1996. Med et fremragende manuskript af Kevin Williamson, der metakommenterede på horror-genren, blev filmen en kæmpe succes. Idéen var, at vores hovedpersoner selv kendte til gyserkonventionerne og derfor vidste præcis, hvordan de skulle agere. Præmissen videreføres i den nye film, hvor tidssvarende begreber som toxic fandom får plads: At filmfans kan blive så påvirket at noget, de elsker, at de vil gøre alt for, at det forbliver som altid. Et dybere lag i dette er, at vi som publikum gerne ser, at der er fornyelse, men også genkendelse. Lyder det bekendt?
Åbningssekvensen i det nyeste skud på stammen er en hyldest til den første film, samtidig med at det nye manuskriptet fornyes med de seneste gyserkonventioner. I 90'erne gik referencerne på slasher-skurke som Freddy Krueger og Jason Voorhees. I dag er horror-genren mere intellektuel og psykologisk, hvilket kommenteres i denne omgang med referencer til "The VVitch" og "The Babadook": Små elementer, som skarpt skærer "Scream" 2022 til at være forfriskende relevant. I 2018 kom "Halloween" som requel. En film, der både viderefører universet og samtidig holder fast i originalen. Det samme kan siges om "Scream". En letkøbt gimmick kunne være at bringe de gamle hovedpersoner på banen, men det bliver de nye stjerner, der får lov til at udfolde sig. Originalerne overtager aldrig. Som filmen selv kommenterer på, er det hér, man skal passe på. En franchise kan godt videreføres, men glem aldrig originalen og grundelementerne, i hvert fald ud fra en aktuel horror-logik. Argumentet og grebet er måske en anelse "on the nose", omvendt er det del af charmen.
Whodunnit-delen af historien fungerer rigtig godt. Man er til det sidste i tvivl om, hvem der er bag masken. Manusforfatter Kevin Williamson har fra starten af fokuseret på, at det både skulle være en gyser og et mysterium, og dét går direkte i blodbanerne. Mordene kan godt blive en smule ensformige med kniven som det foretrukne våben. Den hylder de første film, og der kommer masser af lig på bordet.
"Scream" anno 2022 er en fornøjelig omgang meta-meta-meta hyldest til horror-genren og kultfranchisens eget bagkatalog. Idéen med at anvende fans som bærende tema er en intelligent måde at videreføre serien på. Instruktørparret Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, som også stod bag "Ready or Not" fra 2019, er fans af "Scream"-serien, og dét mærkes.