Meget skidt filmatisering. Jeg havde højere forventninger til Baumbach, han rammer på ingen måde bogens velsmurte sarkasme.
Anmeldelse: White Noise (Netflix)
Netflix’ seneste storfilm vil meget, men beviser blot postulatet om, at nogle bøger er umulige at filmatisere.
Siden 1995 har den amerikanske indie-darling Noah Baumbach skabt en karriere med stærke komediedramaer som "Kicking and Screaming" og "The Squid and the Whale". Siden 2017 har instruktør-forfatteren samarbejdet med Netflix – et samarbejde, der har givet os "The Meyerowitz Stories (New and Selected)" og den Oscar-nominerede "Marriage Story". Nu er Noah Baumbach – og virkelighedens hustru, Greta Gerwig – tilbage med "White Noise", som er baseret på Don DeLillos postmoderne bog af samme navn.
Jack Gladney (Adam Driver) underviser i Hitler-studier på det lokale universitet, mens han lever med konen Babette (Greta Gerwig) og deres fire børn. En neurotisk familie, der over middagsbordet diskuterer konspirationsteorier, samfundsnormer og døden. Men da familien bliver tvunget til at evakuere deres hjem grundet luftforurening, bliver de både udfordret og bekræftet i deres holdninger.
"White Noise" er en underlig film. Gladney-familien overdøver konstant hinanden med støj, når de drukner hinanden med samtaleemner, som har intet med hinanden at gøre – blot et produkt skabt af neurotiske hjerner, der ikke tænker som de fleste. Fortællingen, og familien, passer perfekt ind i en tid, hvor konspirationsteorier, medier og deres dækning af katastrofer, menneskeskabte ulykker og dødens natur har fyldt enormt meget. Dette er blot nogle af de elementer, der har bevirket, at Don DeLillos bog er blevet betragtet som umulig at filmatisere på lige højde med Thomas Pynchons værker og andre post-moderne mestres skriverier. Og desværre bekræfter Noah Baumbach, for det meste, at den formodning er legitim.
"White Noise" er bestemt ikke idéforladt, men den er alt for rodet. Det er, som om filmen fanges i tankestrømme, der tilfældigt glider mellem de førnævnte temaer og ikke skaber noget, der står tilbage som tilstrækkeligt sammenhængende og seværdigt. Baumbach når aldrig dybden i de krøllede hjerner, selvom påtalen af disse er lige så nutidige, som de var i 1985 for DeLillo. Generelt hersker der en følelse af en film, der er ambitiøs, og som har hjertet på rette sted, men temaerne ender dog, ironisk nok, med at overdøve hinanden. Idéerne er tydelige at se, men slutresultatet er en historie i disharmoni, der ikke kan bære den ellers ambitiøse, absurde komik.
Og det er virkelig en skam, da "White Noise" ellers har mange positive elementer. Når filmen fokuserer på Gladney-familien, understreger Noah Baumbach, at han er en mester i familiedrama og komedie. Hvor latterliggørelsen af akademiske personligheder især bringer gode grin. Alle leverer flotte præstationer – især Adam Driver og partner-in-crime Greta Gerwig. Og Lol Crawleys står bag nogle flotte billeder suppleret af god musik fra selveste Danny Elfman.
"White Noise" er en frustrerende oplevelse. En flot produktion med godt skuespil og ambitiøse idéer. Noah Baumbach understreger, at han stadig er værd at holde øje med og har noget på hjerte. Han bliver dog fældet af en fortælling, der med sin overlagte usammenhæng ikke nødvendigvis er egnet til det visuelle medie. Netflix' seneste storfilm vil meget, men beviser blot postulatet om, at bøger nogle gange er umulige at filmatisere.