Anmeldelse: Bad Santa 2

Vi er i et halvtomt cafeteria i et indkøbscenter. Stadig i kostume ses en butiksjulemand kæmpe med frokosten, mens tømmermændene brager derudad. En mor får øje på ham og tager sin lille søn med derhen blot for at blive afvist af Fader Jul, der med et salatblad væltende ud af munden overfuser dem. Scenen er fra den første "Bad Santa"-film.

Og selvom episoden på papiret ikke er videre sjov, så er det en af de sjoveste i filmen. Det er måden, salaten dratter ud af kæften på ham. En af dem, instruktøren ikke kunne tage om, men blot anerkende, at den svineheldigt kom i kassen. I "Bad Santa 2" forsøger holdet bag at genskabe øjeblikket (nu med pizza!), og det er desværre meget sigende for filmen. Man forsøger at genskabe noget, der ikke kan genskabes.

Det var nemlig følelsen af et lyn i en flaske, jeg sad med, da "Bad Santa" pludselig dukkede op i biograferne herhjemme i julen 2003. Filmen var – i en sjælden grad – mere ambitiøs end titlen. Bramfri, mørk og sjov. Når det så går op for én, at ambitionsniveauet denne gang strækker sig til at genbruge jokes iklædt en alt for mekanisk instruktion, så er der tale om en regulær skuffelse.

Stadig horende, drikkende og med en mund som en sømand befinder Willie sig igen i tilværelsens rendesten. Da en børnefond i Chicago ligner et nemt offer, vælger han at teame op endnu engang med sin plyndringspartner Marcus i håbet om nogle kolde julekontanter. Men tingene kompliceres, da det viser sig, at Willies (lige så stædige) mor, er halvhjernen bag foretagendet.

Håbet om en habil toer beror først og fremmest på Billy Bob Thornton. Manden befandt sig tydeligvis som blommen i et æg, da han spillede Willie i første ombæring, men karakteren har slet ikke samme tiltrækningskraft denne gang. Med sit dead pan-ansigt klarer Thornton sig igennem – det ér svært at kritisere ham for at være uoplagt, når nu det er karakterens varemærke. Men magien er væk.

Producenterne skylder os imidlertid en bortforklaring om, hvorfor man har valgt at have Brett Kelly med på holdet igen – den nu 23-årige skuespiller, der spillede den ikke alt for skarpe enspænder-knægt i den originale film. Lad mig sige det så pænt, jeg kan: Nogen stor skuespiller har han ikke udviklet sig til i mellemtiden. Hvad der dengang var unik kemi mellem de to er nu ikke-eksisterende, og det er direkte ødelæggende for filmen. Etteren havde et overrumplende cast med indtil flere gode biroller. Her er der ikke én, som stjæler rampelyset. Selv valget af Kathy Bates som Willies mor udmønter sig i en rutinepræget og let forglemmelig optræden.

Er der slet ingen julegrin at hente i "Bad Santa 2"? Jo, men de er dælme spredt godt ud. Dette er en af de mest unødvendige komediefortsættelser, der har set dagens lys. Efterfølgere er en svær disciplin – selv med medvind – bare spørg Jim Carrey og Jeff Daniels. Men her kunne de i det mindste have rystet gavesækken lidt med nogle nye idéer og en bare nogenlunde original historie, nu der var 13 år til at gøre det i.

Bad Santa 2

Kommentarer

Bad Santa 2

  • ★★★★2

    Hmm, må tydeligvis nøjes med 1'eren i år! Samt Gremlins Og Die Hard selvfølgelig;-D

    ..måske næste år..

    Gasivodo 1-12-16 02:59

  • ★★★★★0

    Suk! :-( Jeg havde ellers sådan glædet mig ovenpå den første film...

    The Insider 1-12-16 11:21

  • 1

    Hmm, må tydeligvis nøjes med 1'eren i år! Samt Gremlins Og Die Hard selvfølgelig;-D

    ..måske næste år..

    Det er ikke jul, før der er glasskår mellem tæerne! ;-)

    Oberst Kurtz 1-12-16 21:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen