For hvad? Hendes SJW-tjekliste? ;-D
Den omstridte Star Wars-chef Kathleen Kennedy modtager æres-Oscar
Den indflydelsesrige præsident hos Lucasfilm bliver den første kvinde nogensinde, som modtager den prestigefyldte Irving G. Thalberg-pris.
Én af Hollywoods mest magtfulde kvinder, Kathleen Kennedy, bliver sammen med sin ægtefælle, produceren Frank Marshall, belønnet med den fornemme Irving G. Thalberg Memorial Award. Æresprisen uddeles kun i særlige tilfælde af Oscar-akademiet og "gives til en kreativ producent, hvis samlede værk afspejler et konstant højt niveau af filmproduktion."
Den fornemme hæder er blevet givet 38 gange før i historien, og sidste gang var helt tilbage i 2010, da "The Godfather"-instruktøren Francis Ford Coppola modtog prisen. Det eksklusive selskab tæller blandt andre Hollywood-ikoner som Walt Disney, Alfred Hitchcock, Steven Spielberg og George Lucas.
Netop "Star Wars"-skaberen George Lucas overlod posten som Lucasfilms øverste leder til Kennedy, da Disney opkøbte det legendariske selskab i 2012, og dermed fik den indflydelsesrige kvinde magten over Star Wars-universets fremtid – hvilket både har budt på op- og nedture.
Splittet fanbase
Svimlende omsætning og flotte anmeldelser af "Star Wars: The Force Awakens" og "Star Wars: The Last Jedi" har gået hånd i hånd med historier om fyrede instruktører, en splittet fanbase samt ikke mindst franchisens første regulære flop med "Solo: A Star Wars Story", hvilket har fået mange Star Wars-fans til at rynke på næsen og ønske produceren hen, hvor peberet gror.
Ikke overraskende har dette givet næring til rygterne om, at den berømte producer har i sinde at forlade jobbet, men indtil videre sidder hun altså stadig tungt i Lucasfilms chefstol.
Inden 65-årige Kennedy blev chef hos Lucasfilm, gjorde hun sig bemærket som særdeles succesfuld filmproducer på et hav af ikoniske film såsom "E.T"., "Tilbage til fremtiden", "Gremlins" samt "Jurassic Park", og hendes samarbejde med Steven Spielberg er legendarisk.
Producer-ægteparret Kennedy og Marshall modtager Irving G. Thalberg-prisen 18. november, mens næste Star Wars-film bliver den endnu unavngivne "Episode IX", der får premiere i december 2019.