Trailer: Ny trailer til "Downsizing" med Matt Damon

"Jason Bourne"-stjernen og Kristen Wiig spiller hovedrollerne i den spøjse skrumpe-film.

Den nyeste trailer til Alexander Paynes kommende komedie-drama "Downsizing" er nu blevet sluppet løs og kan ses nedenfor. Matt Damon og Kristen Wiig spiller hovedrollerne i den spøjse science-fiction-film, som er instruktør Paynes første spillefilm siden den Oscar-nominerede "Nebraska".

I "Downsizing" har forskere opfundet en banebrydende "skrumpe-teknologi", som gør det muligt for almindelige mennesker at blive transformeret til mikroskopisk størrelse. Damon spiller hovedrollen som Paul Safranek, der en dag vågner op og stiller sig selv spørgsmålet: ville livet mon være bedre, hvis jeg blev skrumpet til miniaturestørrelse og flyttede til den lillebitte, nye verden?

Wiig spiller Pauls kone Audrey, mens Christoph Waltz vil kunne ses som en af indbyggerne i den forbløffende mikroskopiske verden. Rollelisten tæller derudover Hong Chau ("Inherent Vice"), Jason Sudeikis ("Colossal"), Neil Patrick Harris ("Kvinden der forsvandt") og Udo Kier ("Nymphomaniac"). Og så er danske Søren Pilmark såmænd også med på holdet – han har rollen som en af videnskabsmændene, der står bag den utrolige opfindelse.

Alexander Payne har tidligere begået bl.a. vin-fortællingen "Sideways" og dramaet "The Descendants", hvor hans manuskriptarbejde i begge tilfælde blev belønnet med Oscar-statuetter. Du kan fange "Downsizing" i de danske biografer fra 18. januar.

Kommentarer

Ny trailer til "Downsizing" med Matt Damon

  • ★★0

    Freeze Frame, Matt Damon making his best George W. Bush Impression.

    Elwood 6-11-17 13:19

Log ind for at deltage i diskussionen