Trailer: "Stockholm Bloodbath": Skandinaviske stjerner fører kniven i historisk drama

"Ondskab"-instruktør går efter struben i beretning om den danske massakre på det svenske kongehus.

Der skete ikke kun blodige nedslagtninger blandt de skotske lords i fortidens mange magtkampe. Skandinavien havde også sin andel, hvor især én hændelse er særligt kendt: Det Stockholmske Blodbad. Det er der en film på vej om.

Året er 1520. Den berygtede og magtsyge danske Kong Christian 2. (Claes Bang) skyr ingen midler for at overtage den svenske krone fra Sten Sture (Adam Pålsson). Samtidig - et stykke uden for Stockholm - sværger søstrene Freja (Alba August) og Anne (Sophie Cookson) at tage nådesløs hævn over de mænd, der brutalt har myrdet deres familie. Det leder dem til den svenske hovedstad, hvor søstrene bliver trukket ind i intrigerne omkring den massehenrettelse, som den gale danske konge har beordret.

"Stockholm Bloodbath" er instrueret af svenske Mikael Håfström, som var Oscar-nomineret for den barske "Ondskab". Det er lykkedes for Håfstrøm at forene store skuespillere på tværs af landegrænser, trods den mørke fortælling mellem to broderlande.

Se også: Første trailer til den danske storfilm "Bastarden" med Mads Mikkelsen

Som den magtsyge Kong Christian 2. ses som sagt Claes Bang, som både herhjemme og internationalt har gjort sig aldeles bemærket. Herunder i BBC's mini-serie "Dracula" (2020), "The Northman" samt Ruben Ôstlunds Oscar-nominerede "The Square" (2017), som indbragte Claes Bang en pris ved European Film Awards og en Bedste skuespiller-nominering på Cannes.

I rollen som den upålidelige mellemmand, Hemming Gadh, ses Ulrich Thomsen. Senest har han medvirket i "Tag min hånd" (2022) og "Når befrielsen kommer" (2023). l februar indtræder han igen som Carl Mørck i den næste Afdeling Q-film, "Den grænseløse".

Andre stjerner er blandt andre Mikkel Boe Følsgaard ("En helt almindelig familie"), Jakob Oftebro ("Margrete den Første"), Alba August ("Unge Astrid"), Sophie Cookson ("Kingsman: The Golden Circle"), Emily Beecham ("Little Joe") og Adam Pålsson ("Young Wallander").

Til trods for det skandinaviske tema er "Stockholm Bloodbath" engelsksproget og får dansk biografpremiere den 18. januar 2024.

Se teaseren herunder:

Kommentarer

"Stockholm Bloodbath": Skandinaviske stjerner fører kniven i historisk drama

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen