Trailer: Loki spurter gennem tid og rum i første trailer til 2. sæson af Marvels "Loki"

Thors drilske halvbror er snart klar på nye narrestreger.

Som den (i skrivende stund) første MCU-serie får Marvels "Loki" snart en 2. sæson, og Marvel Studios har netop frigivet den første festlige trailer, som kan ses herunder.

Tom Hiddleston vender naturligvis tilbage i titelrollen. I seriens første sæson mødte Loki organisationen Time Variance Authority, som forsøger at holde rede på de væsner, der skaber kaos ved at rejse mellem multiversets mange parallelle dimensioner.

Og 1. sæson sluttede selvsagt med en cliffhanger, hvor Loki endte i et nyt univers, hvor hans tidligere allierede, tidsagenten Mobius M. Mobius (spillet af Owen Wilson), tilsyneladende havde mistet sin hukommelse.

Kan Loki få styr på multiversets forgreninger og forandringer? Og hvilken rolle spiller superskurken Kang the Conqueror monstro? Kang blev introduceret i 1. sæson af "Loki" og dukkede senere op som skurk i forårets "Ant-Man and the Wasp: Quantumania".

Se også: Bag om "Ant-Man 3" med Michael Douglas, Jonathan Majors, Evangeline Lilly og Kathryn Newton!

Kang er udset til at være MCU-sagaens store, tilbagevendende superskurk de kommende år, og selvom Jonathan Majors i øjeblikket befinder sig i et retsligt opgør om mulig partnervold og er blevet droppet af sin manager og sit PR-agentur, så er han altså ikke blevet klippet ud af nedenstående "Loki"-trailer.

Ud over Hiddelston, Wilson og Majors dukker Sophia Di Martino også op igen som en kvindelig Loki fra en anden tidslinje.

Og Ke Huy Quan, som tidligere i år vandt en Oscar for sin præstation i "Everything Everywhere All at Once", er nok en gang klar på at rejse mellem parallelle universer i en nyintroduceret rolle. "Game of Thrones"-stjernen Kate Dickie dukker også op som en ny skurk.

2. sæson af "Loki" kickstartes på Disney+ den 6. oktober, og traileren kan ses her:

Kommentarer

Loki spurter gennem tid og rum i første trailer til 2. sæson af Marvels "Loki"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen