Epic!
Burt Reynolds og Kurt Russell slutter sig til Tarantinos "Once Upon a Time in Hollywood"
Samtidig bekræftes det, at "I, Tonya"-stjernen Margot Robbie lander rollen som Sharon Tate, der blev offer for Charles Mansons dødskult.
Ifølge Deadline bliver der nu føjet endnu flere Hollywood-legender til Quentin Tarantinos næste film med titlen "Once Upon a Time in Hollywood" – foruden Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, som allerede er ombord.
Således forlyder det, at Burt Reynolds, Kurt Russell, Tim Roth og Michael Madsen alle skal medvirke i filmen, der finder sted i 1969 i tiden omkring Charles Mansons rituelle seriemord i englenes by.
Burt Reynolds, der blandt andet er kendt for sine roller i "Udflugt med døden" og "Boogie Nights", er efter sigende udset til at spille rollen som den bedagede George Spahn, som var den mand på hvis ranch, Manson og hans tilhængere boede i månederne op til de grufulde mord på blandt andre Roman Polanskis højgravide hustru, Sharon Tate – der i filmen skal portrætteres af Margot Robbie ("I, Tonya").
Derudover er Tarantino-veteranerne Kurt Russell, Tim Roth og Michael Madsen angiveligt også blevet castet i mindre roller til filmen, som ifølge instruktøren selv bliver den mest "Pulp Fiction"-agtige, han har begået siden sit skelsættende værk fra 1994.
"Once Upon a Time in Hollywood" er sat til at få premiere 9. august 2019.