Det lyder ikke dårligt, håber jeg virkelig bliver til noget :-)
"Dødbringende våben 5" rykker nærmere med Mel Gibson, Danny Glover og Richard Donner om bord
De aldrende herrer er åbenbart ikke "too old for this shit" endnu.
Under alle omstændigheder er skuespillerne Mel Gibson og Danny Glover samt instruktøren Richard Donner opsatte på at lave en femte "Dødbringende våben"-film.
Trioen har arbejdet sammen på alle de fire foregående film, der udkom i hhv. 1987, 1989, 1992 og 1998, og som sammenlagt har indtjent knap 1 mia. dollars på verdensplan.
I serien spiller Mel Gibson den fandenivoldske politibetjent Martin Riggs, mens Danny Glover giver den som den ældre, mere stilfærdige Roger Murtaugh. Det umage par tvinges til at samarbejde, og de viser sig hurtigt at udgøre en fantastisk duo.
Nu har produceren Dan Lin været ude med en lovende opdatering vedrørende en ny film i franchisen:
"Vi forsøger at lave den sidste 'Dødbringende våben'-film. Og [Richard Donner] vender tilbage. Det originale cast vender tilbage. Og det er bare fantastisk. Historien er meget personlig for Donner. Mel og Danny er klar, så det handler om at få manuskriptet på plads".
Den første "Dødbringende våben" blev skrevet af en dengang 26-årig Shane Black, og filmen blev manuskriptforfatterens helt store gennembrud i Hollywood. Det vides ikke, hvorvidt Black er med i skriveprocessen på den nye film, men mon ikke han får et tilbud, som han ikke kan sige nej til?