"Scream" sparkes af boxoffice-slasherpinden efter 22 år

Den nye "Halloween" indtog sidste weekend 1. pladsen på biografindtægter i slasher-genren, og "Scream" bliver dermed sparket af pinden.

Nogle husker "Scream" for filmens selvironi, gyset, jagtkniven og selvfølgelig den kendte spøgelsesmaske. Andre husker en mere munter version af seriemorderen i f.eks. den kendte scene fra gyser-parodien "Scary Movie", hvor en telefonsamtale med hans rygeglade ofre eskalerer i et kollektivt "Wazzuuup!".

I 22 år har "Scream" siddet tungt på førstepladsen, når det kommer til listen over højeste biografindtægter i slasher-genren. Den tjente 173 mio. dollars ind verden over og har efterfølgende været et forbillede for mange andre film af sin art.

Blumhouse Company hitter på gyserfronten

Men den må nu se sig slået af Michael Myers og "Halloween", som er blevet noget af en succes med biografindtægter på næsten 230 mio. dollars. Det er det højeste beløb, en slasher-film nogensinde har tjent ind.

Blumhouse Company, selskabet bag "Halloween", må siges at have gjort en smart investering i gyserfilm, for filmen kommer i kølvandet på hittet "Get Out", som rundt regnet har tjent det samme som "Scream". De seneste år har derfor været nogle af de bedre for gysergenren, der også har budt på "It" og "The Nun".

Nyere gyserfilm er tilsyneladende en noget indbringende forretning, så taget penge og kvalitet i betragtning kan du vist godt forberede dig på at holde dynen over hovedet, for der kommer højst sandsynligt flere film af sin slags på plakaterne i den kommende tid.

Kommentarer

"Scream" sparkes af boxoffice-slasherpinden efter 22 år

  • ★★★★0

    Ja ja, men når det kommer til Gysere i al almindelighed, så er der ingen der kan hamle op med "The Exorcist" rent indtjeningsmæssigt.

    Ville lige nævne det, bare fordi :)

    Åkepool 5-11-18 14:20

  • ★★★★★0

    Sådanne rekorder vil altid blive slået på grund af inflation. De omtrent 173 mio. dollars “Scream” indtjente i 1996 ville justeret for inflation være over 275 mio. dollars i dag. Det kan “Halloween” selvfølgelig stadig nå at slå.

    Kruse 5-11-18 17:00

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen