Hmmm, selvfølgeligt sjovt med den danske vinkel, men bedømt ud fra traileren er det blot en metervare fra Hollywood-butikken som jeg normalt ikke ville skænke en tanke, medmindre den fik forrygende anmeldelser.
Trailer: "Ambulance": Ny trailer til Michael Bays remake af den danske thriller "Ambulancen"
Godt 15 år efter biografpremieren har Hollywood pludselig fået øje på "Ambulancen".
Vi troede næsten ikke på, det, da vi først hørte det – tilbage i november 2020 kom det frem, at en af Hollywoods største actioninstruktører, Michael Bay ("Bad Boys", "The Rock"), overvejede at genindspille den danske spillefilm "Ambulancen" fra 2005.
"Ambulancen" solgte i sin tid blot 46.672 biografbilletter herhjemme og fik samtidig en hård medfart i den danske presse – men alligevel følte Bay og Co., at filmens præmis var så stærk, at det gav mening at genindspille "Ambulancen" i USA.
Og om en måneds tid får vi lov til at se Bays "Ambulance", og Universal Pictures har netop frigivet en ny trailer til actionbraget, som kan ses herunder.
Læs også: Michael Bay laver amerikansk "The Raid"-remake
Jake Gyllenhaal ("Life") og Yahya Abdul-Mateen II ("Candyman") spiller de roller, som i sin tid blev spillet af hhv. Thomas Bo Larsen og Paw Henriksen i Laurits Munch-Petersens oprindelige film: to brødre, der efter et fejlslagent røveri flygter fra politiet i en ambulance.
Det er pudsigt nok Gyllenhaals efterhånden tredje remake af en dansk film – han medvirkede også for nylig i "The Guilty", som var en genindspilning af den danske prisvinder "Den skyldige", mens han i 2009 medvirkede i "Brødre"-remaket "Brothers".
Michael Bays "Ambulance" farer ind i de danske biografer med fuld tryk på sirenerne den 24. marts. Den nye (og korte) trailer kan ses her: