Hvor er det dog bare fantastisk. Og fantastisk, at den horrible "Star Trek: Nemesis" ikke får lov til at stå tilbage som det her legendariske holds punktum. Pleeeeease be good!!!
Hele "Next Generation"-holdet vender tilbage i 3. sæson af "Star Trek: Picard"
Picard, Riker, Data, Worf, Troi, LaForge og Crusher gør sig klar til en historisk tv-reunion.
Det er tidligt, at trekkies får årets suverænt største julegave: nemlig nyheden om, at hele besætningen fra "Star Trek: The Next Generation" (1987-1994) vender tilbage i den 3. sæson af "Star Trek: Picard", som får tv-premiere engang i 2023.
Patrick Stewart vender naturligvis tilbage som den tidligere Starfleet-kaptajn Jean-Luc Picard, mens LeVar Burton, Michael Dorn, Jonathan Frakes, Gates McFadden, Marina Sirtis og Brent Spiner dukker op som hhv. Geordi LaForge, Worf, William Riker, Beverly Crusher, Deanna Troi og Data – men eftersom Data nu er død i "Star Trek"-universet, dukker Spiner måske blot op i flashbacks eller i en anden rolle foran kameraet.
Hvorom alting er, så bliver det et nostalgisk gensyn med det samlede crew fra rumskibet Enterprise-D, som berejste Mælkevejen i franchisens mest populære spin-off, "Star Trek: The Next Generation", fra 1987 til 1994, og som senere udforskede verdensrummet om bord på rumskibet Enterprise-E i fire spillefilm – senest "Star Trek: Nemesis" fra 2002.
Læs også: To nye "Star Trek"-serier er i støbeskeen: Én om Starfleet Academy og én om efterretningstjenesten Section 31
Den 2. sæson af "Star Trek: Picard" afvikles netop nu på Amazons streamingtjeneste, Prime Video, hvor vi i skrivende stund er nået til afsnit 5 og således sæsonens midtvejspunkt.
Men seriens 2. og 3. sæson blev skudt samtidigt, og derfor har CBS og Paramount også allerede en teaser klar til sæson 3, som kan ses herunder.
Tilbage i januar kom det frem – og seriens producenter har også netop bekræftet det – at den 3. sæson af "Star Trek: Picard" bliver seriens sidste.
3. sæson af "Star Trek: Picard" har endnu ikke fået en premieredato, men der udgives masser af "Star Trek" til både flimmerkassen og biografmørket i den kommende tid, og teaseren til den kommende "Star Trek: The Next Generation"-reunion kan allerede nu ses her: