Fedt!
Anmeldelse: 10 Cloverfield Lane
Det er mere undtagelsen end reglen, at sequels og prequels overrasker positivt i forhold til originalen. Ikke at en film som den hypede found footage sci-fi-gyser "Cloverfield" fra 2007 er umulig at overgå, til trods for at den fremmanede et semi-ikonisk monster i den effektive markedsføring. Opfølgeren "10 Cloverfield Lane" er imidlertid et sjældent kerneeksempel på, hvordan kreativ nytænkning og solidt håndværk kan få én til at glemme alt om det originale oplæg.
Uden at få afsløret synderligt mange detaljer følger vi den unge Michelle (Mary Elizabeth Winstead), der i ét øjeblik sidder i sin bil på vej væk fra et forlist forhold, til at hun i det næste vågner forslået op i en klaustrofobisk kælder. En fremmed mand, Howard (John Goodman), har hjulpet hende ud af hendes forulykkede bil. Ikke nok med det, han har tilsyneladende også reddet hende fra den sikre død - dommedag er nemlig indtruffet - i helt bogstavelig forstand. I hvert fald efter Howards udsagn. Men hvad foregår der egentlig? Hvad er paranoide antagelser, og hvad er sandhed?
Kammerspil-mystery box-præmissen, hvor vi som publikum er fanget i isolation sammen med persongalleriet med en begrænset viden, er set talrige gange før. "10 Cloverfield Lane" spiller højt spil, men vinder ind med nervepirrende intensitet og uforudsigelighed - og overrasker som én af de allerbedste film indenfor genren.
Det er i "10 Cloverfield Lane" umuligt at vide sig sikker på noget som helst. Ikke nok med at vores viden er begrænset af sparsomme oplysninger ud fra sporadiske lyde og hændelser - filmen fortælles ud fra Michelles perspektiv, der allerede fra start undergraver hendes troværdighed ved at erklære, at hun ofte går i panik ved konfrontationer. Som narrativt greb er vidensbegrænsningen og tvivlen om hovedpersonens troværdighed naturligvis kalkuleret. Samspillet mellem udsigelse og kælderens kvælende atmosfære udgør i sandhed en så angstprovokerende og medrivende sci-fi-thriller, at det næsten ikke er til at holde ud. At dette er instruktør Dan Trachtenbergs debutfilm er absolut ikke til at mærke.
Som hovedperson er Michelle dog alt andet end en stillestående observatør. Filmens effektive virkemidler er snedigt og opfindsomt nørklet sammen - præcis som vores heltindes snarrådighed. For ud af kælderen skal hun jo, uanset hvad der venter over jorden - og Winstead leverer varen overbevisende. Dog er det altid gode John Goodman, der stjæler billedet gang på gang - med én af sine bedste præstationer siden "Barton Fink". Sekvenserne mellem Michelle og Howard er knugende intenst kammerspil, underbygget af den bagvedliggende frygt for det ukendte derude - hvad end dét er.
"10 Cloverfield Lane" er en overraskende forrygende rutschebanetur og en af de mest fornemme sci-fi-thrillers i de seneste mange år. Det er samtidig en af de film, hvor det godt kan svare sig ikke at få afsløret noget på forhånd for at få den optimale biografoplevelse. Rigtigt god fornøjelse!