Trailer: Første trailer til "Hellboy: The Crooked Man"

Manden bag "Jonah Hex" og "Ghost Rider 2" giver os en ny Hellboy i form af den totalt ukendte Jack Kesy.

Som tidligere rapporteret er en 4. "Hellboy"-film på vej baseret på Mike Mignolas populære tegneserier om den djævelsk charmerende og fandenivoldske monsterhelt.

Den Oscar-belønnede Guillermo del Toro stod bag de to første "Hellboy"-film fra hhv. 2004 og 2008, hvori Ron Perlman ("Star Trek: Nemesis") spillede titelrollen. Efter flere års fejlslagne forsøg på at afrunde sin "Hellboy"-filmtrilogi blev del Toro erstattet af Neil Marshall ("The Descent"), som i 2019 lavede det udskældte "Hellboy"-reboot med David Harbour, som floppede fælt ved billetlugerne.

Og blot en håndfuld år senere får vi nu endnu et "Hellboy"-reboot i form af "Hellboy: The Crooked Man", og den første trailer til den film kan nu ses herunder.

Læs også: Ron Perlman håber stadig på at lave "Hellboy 3" med Guillermo del Toro

"Hellboy: The Crooked Man" er baseret på tegneserie-fortællingen af samme navn, hvori Hellboy tilbage i 1956 jager en dæmon i Appalacherne – en bjergkæde i det østlige Canada.

Filmen er instrueret af Brian Taylor, som har erfaring inden for superheltegenren – han skrev manuskriptet til "Jonah Hex" og instruerede "Ghost Rider: Spirit of Vengeance". Med andre ord er der allerede ingen tvivl om, at den nye "Hellboy" bliver et ufejlbarligt mesterværk. Eller?

Og titelrollen spilles denne gang af Jack Kesy – en næsten totalt ukendt, amerikansk skuespiller, som har haft små roller i udskældte film som "Baywatch" og Eli Roths "En mand ser rødt"-remake fra 2018. I "Deadpool 2" spillede han forbryderen Black Tom, som rusker tremmer sammen med Deadpool.

Det er dog nok en smule betryggende for "Hellboy"-fans at vide, at Mike Mignola selv er med om bord som både producer og manuskriptforfatter. Men vil fans stadig føle sig betrygget efter at have set nedenstående trailer? Næppe, hvis vi tager udgangspunkt i YouTube-kommentarerne...

"Hellboy: The Crooked Man" har endnu ikke fået en dansk premieredato, men den udkommer i flere lande i september. Se traileren her:

Kommentarer

Første trailer til "Hellboy: The Crooked Man"

  • ★★2

    Hvis man skal være MEGET generøs, så ligner det, at de prøver at fange en form for "Dog Soldiers" energi med denne her version.

    Hvis man skal være lidt... ærlig... så er en af YouTube kommentarerne meget slående: Det ligner en fan film. Og havde det været det, så ville jeg have været vildt imponeret.

    Man må nok erkende, at Hellboy ikke kommer til at fungere på film, mens mindet om Guillermo del Toros to første stadigvæk er en del af vores kollektive hukommelse.

    The Paki Don 2-07-24 16:59

  • 0

    Er ikke en smule betryggende på nogen måde når Ron Perlman ikke er i rollen som Hellboy. Glem det, den kommer ikke til blive noget specielt….

    Amigos 2-07-24 19:14

  • ★★★★★3

    Temu Hellboy

    Elwood 2-07-24 20:10

  • ★★★0

    Hellboy fungerer bare ikke på film, og da forventeligt slet ikke med Brian Taylor på baggrund af de 2 nævnte mega-ringe film.

    Gormanden 2-07-24 22:03

  • 0

    Shit, jeg skal tale med én om royalties..... det logo lignet noget jeg lavede i adobe illustrator for sjov for over 20 år siden...

    Dominar Rygel XVI 3-07-24 14:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen