Epic!!
Robert Pattinson er angiveligt den nye Batman!
"Twilight"-hjerteknuseren kan blive den andenyngste nogensinde til at portrættere den kappeklædte korsfarer på det store lærred.
Den 33-årige skuespiller er ifølge Variety i de afsluttende forhandlinger med Warner Bros. om at tage stafetten op efter Ben Affleck i Matt Reeves' "The Batman".
Affleck skulle oprindeligt både have instrueret "The Batman" og spillet hovedrollen i filmen, men efter en del tumult stod det klart, at Batfleck havde lagt superheltekappen på hylden efter sine optrædener i "Batman v Superman: Dawn of Justice" og "Justice League".
Robert Pattinson er med tiden blevet en respekteret herre ikke mindst efter sin flotte præstation i thrilleren "Good Time", der blev et vendepunkt for stortalentet. Skuespilleren medvirker i ikke færre end fire film i år, og han har desuden landet en rolle i Christopher Nolans kommende, unavngivne projekt.
Det er i skrivende stund ikke officielt, at Pattinson overtager rollen som den kappeklædte korsfarer, men til gengæld er det sikkert og vist, at "The Batman" åbner i biograferne 25. juni 2021.