Ye gods.
Nostalgi: Musikken til "Stranger Things" udkommer på... kasettebånd
Så er det snart tid til at gå i kælderen og grave walkman'en frem... Musikken til Netflix-serien "Stranger Things" har indtil nu været et stort hit på vinyl, og nu udkommer musikken fra Kyle Dixon og Michael Stein også på noget så 80'er-agtigt som kassettebånd.
Som mange nok ved, har vinyl – inklusive film- og tv-serie-musik – fået et gevaldigt boost i de seneste år. Vi skal således helt tilbage til 1988, før der blev solgt lige så mange plader, som der blev solgt i 2016. Det vil med andre ord sige, at 13,1 mio. vinyler blev langet over disken i butikker og online sidste år.
Kassettebånd har endnu ikke fået helt samme popularitet, men især inden for bestemte genrer er formatet populært, og sidste år blev der købt næsten 130.000 stk. Det er heller ikke første gang inden for de seneste par år, at musikken til en film eller tv-serie udkommer på formatet. Også musikken til bl.a. flere af John Carpenters film er udkommet på bånd fra feinsmecker-pladeselskabet Death Waltz Records, der har specialiseret sig i at udgive især scores til horror-film på vinyl.
Taget ovenstående tal i betragtning kan det måske undre, at der trods alt stadig bliver langet 105 mio. cd'er over disken om året – i hvert fald så længe det varer.
Tilbage til "Stranger Things" så vil kassettebåndet eksklusivt kunne købes hos den amerikanske tøjkæde Urban Outfitters fra og med 14. juli – der samtidig er årsdagen for premieren på den populære Netflix-serie.