Anmeldelse: Afterwar
I "Afterwar" slutter krigen aldrig, men autenticiteten er kortvarig.
Det er en udbredt påstand, at når en krig slutter, bliver alt normalt igen. Men i Birgitte Stærmoses "Afterwar" er krig ikke noget, der bare slutter. Den bliver hængende som en pest.
I 2006 blev instruktøren Birgitte Stærmose spurgt, om hun ville være en del af juryen på en filmfestival i Kosovo. Hun anede ikke, hvor det lå, eller noget som helst om situationen der. For i flere år havde hun boet i USA, hvor man ikke så meget læser om verdenssituationen i Europa. Hvad der dengang mødte hende i Kosovo, gjorde et stort indtryk på hende. Et land fuld af liv .Men også med en befolkning, der bar rundt på et kollektivt traume. Det var syv år efter krigen.
Hvilken krig? – vil min generation nok tænke, eftersom den ikke var øverst på pensum i vores historietimer. Ældre generationer vil nok erindre, at der i slutningen af 1990'erne udbrød krig i Kosovo som del af en længere konflikt. Det førte til Jugoslaviens opløsning. I 2008, samme år Kosovo opnåede selvstændighed, mødte Stærmose en gruppe børn i hovedstaden Pristina. Resultatet af det møde blev til kortfilmen "Ønskebørn". Efterfølgende har Stærmose markeret sig som spillefilmsinstruktør med bl.a. "Darling"(2017) og "Camino"(2023).
10 år efter "Ønskebørn" genoptog hun projektet med de samme børn, der nu er blevet voksne. Det er nu blevet til dokumentaren "Afterwar", der tidligere på året havde verdenspremiere på Berlinalen. Efter krigen sælger børnene jordnødder og cigaretter på gader og barer i Pristina. Gennem børneblikke bliver vi øjenvidner til krigens efterladenskaber, mens de beretter om deres fortid, nutid og fremtid. Som øjenvidner til et dystert kapitel i Europas moderne historie, der er ved at rinde ud.
I "Afterwar" har man klippet materiale fra "Ønskebørn" sammen med nye og det føles nærmest magisk at se, at børnene pludselig er blevet ti år ældre. På en ‘Boyhood’-måde, forvandlet til brutal coming-of-age.
Stærmoses filmsprog er smukt. Måden hun formår at indfange disse unge mennesker på er beundringsværdig. Det er sjældent, at jeg oplever noget, der er så ægte. Men det bliver også påtrængende i længden. Det ægte og rå drukner i de dramaturgiske valg. "Afterwar" hører til i undergenren staged documentary. Det betyder, at de medvirkende læser op fra et manuskript, som instruktøren i samarbejde med en dramatiker har skrevet. Tilliden til historien mistes en smule, da jeg opdagede, at det ikke var deres egne ord, som de læste op. Hvilket føles lidt snyd og distancerede mig fra historien.
Det er dog ikke noget, de har fundet på – manuskriptet er baseret på interviews, man har lavet med de medvirkende . Dernæst hører hver fortælling ikke til den, der fortæller, da man har byttet rundt på deres beretninger. Det er nok et valg Stærmose har taget, da de var børn, dengang projektet begyndte. For selvfølgelig vil man også gøre alt for at beskytte børn, der har været ofre for krig og deler deres sårbare historier med resten af verden. I øvrigt blev kortfilmen fra 2009 ikke vist i Kosovo, så børnene kunne gå i fred.
"Afterwar" er en æstetisk kraftpræstation, med et budskab man mærker – måske lidt for tydeligt. Selvom jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tage med mig ud fra biografmørket, tog jeg Birgitte Stærmoses dokumentar som en poetisk oplevelse.
"Afterwar" har dansk biografpremiere 26. september.