Anmeldelse: Speak No Evil (2024)

Underholdende amerikansk fortolkning af 'Speak No Evil' tør ikke stikke kniven dybt nok ind, hvor det gør mest ondt.

Indimellem kan man forundres over, hvorfor bestemte film genindspilles. Christian Tafdrups kontroversielle "Speak No Evil" er ikke en af dem. Udover den højstemte omtale som den mest skræmmende danske film nogensinde byder Tafdrups psykologiske thriller på en helt særlig genre- og stiløvelse, der tidligere har gjort sig særdeles godt hos især et amerikansk publikum.

Nemlig Cabin in the Woods-undergenren, der har stukket kniven ind i gyserhjerter verden over med film som "I Spit on Your Grave", "Evil Dead", "Motorsavsmassakren" og Michael Hanekes home invasion-metarefleksion, "Funny Games". Sidstnævnte har den danske udgave nok mest tilfælles med end de nævnte gysere. Men modsat Hanekes amerikanske en-til-en-genindspilning er "Speak No Evil" anno 2024 en løsere og mere spiselig fortolkning af originalen.

Ægteparret Ben (Scoot McNairy) og Louise (Mackenzie Davis) møder Paddy (James McAvoy) og Ciara (Aisling Franciosi) på en ferie i Toscana, og der er straks kemi mellem dem. Da Ben, Louise og deres datter Agnes efterfølgende inviteres på weekendtur langt ud på landet af deres ferievenner, synes det uhøfligt at takke nej. Under besøget varer det ikke længe, før Paddys opførsel begynder at gå Louise på. Gæstfrihed er nok bare noget andet end i byen, hvor GPS og internetforbindelse ikke just er mangelvarer. Dog gemmer deres stumme søn på en dyster hemmelighed, der langsomt åbner sig op, jo mere upassende Paddy bliver.

Christian Tafdrups urovækkende og akavede kommentar om sociale koder og miskommunikation er som amerikansk genindspilning endt ad mere traditionelle genreveje. Mere finpoleret, overforklaret og knapt så subtilt leveret, tales der afgjort til et bredere publikum som en mere generisk suspense- og home invasion-underholdningsfilm. I hænderne på instruktør James Watkins og Blumhouse Productions er "Speak No Evil" en underholdningsfilm, der har mere tilfælles med intensiteten i Jeremy Saulniers "Green Room", end sætte sig i timerne efter som udgaven fra 2022.

Samtidig havner vi i en ikke-ironisk hyldest til amerikanske værdier og moderne maskulin selvrealisering. Pakket ind som et opgør med toksisk maskulinitet. A man gotta do what a man gotta do protecting his family er den tematiske overskrift, der står i stærk kontrast til makkerparret Christian og Mads Tafdrups oprindelige selvironiske og dobbelttydige tone. Skiftet fremstår sammenlignet med originalen temmelig misforstået i forhold til den grovkornet satire over dansk konfliktskyhed og om at opretholde den gode stemning for enhver pris. Isoleret set er James Watkins’ fortolkning imidlertid en habil popcornfilm. På overfladen gritty og atmosfærisk. Ført an af James McAvoy, der aggressivt og grænsende til karikatur udvikler sig til filmens egentlig trækplaster. Alligevel føles det hele lidt tamt og uforløst. Uden egentlige overraskelser som genrefilm, hvilket underbygges af en ubehjælpelig slutning, der for alvor understreger forskellen på amerikansk og europæisk film.

Kald genindspilningen af "Speak No Evil" for komplet lost in translation mellem europæisk og amerikansk film, men som genindspilning vil den ræsonnere bredt med sit publikum i USA og kan blive et potentielt overraskende hit i biograferne.

"Speak No Evil" har dansk biografpremiere 12. september. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.