Anmeldelse: Beetlejuice Beetlejuice

Michael Keaton er i hopla i nyt kapitel i Tim Burtons gakkede kultfilmunivers.

Visse film efterlader en arv og bliver kult. Elementerne og karaktererne bliver ved med at leve i publikums erindringer gennem mange år. Udklædninger og visninger i biografer år efter år hører til den form for arv. For øjeblikket er vi i en tid, hvor flere af disse kultfilm genoplivet. I 2024 alene var "Ghostbusters" på spil, og Axel Foley blev vækket til live igen via Netflix. Nu er turen kommet til genoplivningen af Tim Burtons "Beetlejuice". Selvom der er gået 36 år, er der stadig liv i universet.

Lydia Deetz har sit eget tv-program og er ikke på talefod med sin datter, Astrid. Hun hjemsøges af groteske Beetlejuice, som hun var tæt på at blive gift med for 36 år siden. Da hendes far omkommer i en ulykke, får hun sin mor og datter med til begravelsen. Og pludselig sker der ting og sager i den lille by. Beetlejuice vender tilbage og har andre mærkværdige eksistenser med sig.

Den første film fra 1988 var det første spadestik i Tim Burtons mærkværdige hjerne ud i det makabre og groteske, efter debutfilmen "Pee-wee’s Big Adventure" fra 1985. Burton startede som tegner hos Disney. Siden da har Burtons universer foldet sig ud i film som "Edward Saksehånd", "Mars Attacks" og "Sleepy Hollow". Hans syn på tilværelsen har altid været et forsvar for dem, der kæmper med at være anderledes i samfundet. Nogle gange mørkt, nogle gange rørende og altid med en god pose humor. 

Michael Keaton er tilbage i rollen som Beetlejuice og er lige så livlig og flamboyant som i 1988. Det groteske udseende, der er ved at rådne ham væk, kombineret med kække oneliners, holder stadig. Sammen med Winona Ryders Lydia og Jenna Ortegas Astrid er de et trekløver, man elsker at være i selskab med. Catherine O’Hara er stadig højt på strå som i originalen. Willem Dafoe stjæler hver scene om en afdød skuespiller, der så gerne vil være politimand. Og så er der en skøn cameo fra Danny DeVito.

Der er ikke sparet på effekterne. Hverken de praktiske eller de computergenerede. De afdødes rige er udvidet i forhold til første film, og det musikalske "soul train" skal nok få alle i biografen til at danse med. Desværre er historien noget rod. Der mangler en rød tråd.  Monica Bellucci som Beetlejuices tidligere brud er ligegyldig. Hendes introduktion er fremragende, men ellers vandrer hun rundt. Jenna Ortegas Astrid har et godt øje til en fyr, som måske ikke har de bedste intentioner. Den tråd ryger direkte ad helvedet til, bogstaveligt talt. Og ham, vi ikke må nævne, Jeffrey Jones, er løst humoristisk , men uden en tilfredsstillende afslutning.Den klassiske Harry Belafonte-dansescene fra den første film forsøges med et nyt nummer, men denne gang er magien ikke til stede.

"Beetlejuice Beetlejuice" skal ses for Michael Keatons farverige præstation. Selve produktionen er der ingenting at sætte på, og det mærkes, at Tim Burton nyder at være tilbage i universet. Men der er for mange handlingstråde og visse karakterer kunne være udeladt. Men er du fan af den originale film eller af Burtons særprægede universer, kan man sagtens indløse billetten til et nyt  "Beetlejuice"-kapitel.

"Beetlejuice Beetlejuice" har dansk biografpremiere 12. september. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.