Anmeldelse: Mørkeland
Mørk opfølger til "Kongekabale" træder ikke ud af forgængerens skygge.
Kan man påvirke folks meninger? Kan man manipulere demokratiet til egen fordel? Hvor meget skal der til, for at befolkningen ser det fra ens side? Den politiske thriller har gennem filmhistorien vist, hvordan demokratiet kan påvirkes. Det bedste danske bud på genren er "Kongekabale" fra 2004, og nu er efterfølgeren endelig her. "Mørkeland" når ikke forgængerens spændingshøjder, men underholder på sine egne præmisser.
Journalist Ulrik Torp har ikke arbejdet i fem år. Da Torp får en praktikplads på sin gamle arbejdsplads, Dagbladet, tager han imod det. Men den garvede journalist bliver dog ikke sat på Christiansborg, som i gamle dage. Sammen med en ung praktikant sendes han ud til et mord på en ung mand, som viser sig at arbejde på Borgen. Ulrik begynder straks at udbygge teorier og kommer på sporet af en gruppe mænd, der gennem historien har påvirket valgresultater. Pludselig er hans og den unge kollegas liv i fare.
Mesterværker inden for den politiske thriller-genre inkluderer film som "The Manchurian Candidate," "3 døgn for Condor," og "Alle præsidentens mænd." Instruktører som Alan J. Pakula og Sydney Pollack har flere gange vist, hvordan man skruer en spændende og relevant film sammen ud fra politisk indhold. På dansk jord kan de gode bud på genren tælles på to hænder, men Nikolaj Arcel gav i 2004 genren et boost med filmatiseringen af Niels Krause-Kjærs "Kongekabale." En velfungerende og relevant thriller, der affødte flere film i genren, som "Fluerne på væggen" og "Det som ingen ved."
I 2019 udgav Krause-Kjær så den længe ventede efterfølger "Mørkeland," som Mikkel Serup nu har filmatiseret med flere af de samme skuespillere. Det er kompetent håndværk med velfungerende scener. Man kan mærke, at Serup mestrer genren. Især klimakset bygges godt op med effektiv krydsklipning. Anders W. Berthelsen gør det stadig godt som Ulrik Torp, og man kan mærke årene på karakteren. De unge gør det udmærket, men ingen træder frem og tager styringen. Tommy Kenter underspiller skønt som en mystisk muldvarp, der muligvis skjuler mere, end han fortæller. Desværre er Nicolas Bros Moll forvandlet til en skrivebordsmus, der følger systemet, i modsætning til hans konspirationsteoretiker i den første film. Det er synd, fladt og kedeligt.
Det største problem med "Mørkeland" er historien. Vi befinder os ikke længere i realismens verden. Hvor "Kongekabale" virkede realistisk, og man godt kunne forestille sig magtsyge i den kaliber, er historien her en mere konstrueret fortælling, der forfalder til klichéer i fiktionens verden. Ideen er for så vidt udmærket og minder om ungdomsfilmen "Hacker". Men uden at afsløre for meget er det nærmest umuligt i vores verden, at en mystisk gruppe som den, der opererer i denne historie, kan have været aktiv i så mange år. Man skal i hvert fald ikke se historien for dens realisme. Det endelige klimaks bliver for overdrevet. Det føles mere som en James Bond-film end en kamp for retfærdighed. Lene Maria Christensens karikatur på populister som Inger Støjberg og Pernille Vermund fungerer overhovedet ikke. Hun giver ingen liv til karakteren, og da afsløringerne skal på bordet, forbliver hun en tom skal. Der mangler i den grad indlevelse, så man tror på hende.
"Mørkeland" er ikke nogen "Kongekabale." Hvor Nikolaj Arcels prisvindende film var holdt i en realistisk tone, befinder vi os denne gang i en mere konstrueret verden. Filmen underholder bestemt til tider med nogle velkonstruerede scener, men man har glemt den, så snart man går ud af biografsalen. Den efterlader ikke et lige så stærkt indtryk som sin velfungerende forgænger. Den vil måske skabe en debat om demokratiet i vores verden, men nok mere i filmtermer end i realismens væsen.
"Mørkeland" har dansk biografpremiere 22. august. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.