Puha. Det lyder godt nok som noget af et trafikuheld, du har været vidne til, Nicki. Men det var næsten også forventeligt.
Det bliver sgu en aften i ironiens tegn, at den bliver kastet på skærmen herhjemme.
Anmeldelse: The Crow (2024)
Genindspilning af 90'er-kultfilm er et trafikuheld af bibelske dimensioner.
Få film har været så længe undervejs som det længe ventede remake af Brandon Lees, søn af selveste Bruce Lee, sidste film fra 1994 – "The Crow". Filmatiseringen af James O'Barrs tegneserie fra 1989 blev notorisk kendt for, at netop Brandon Lee i en alder af 28 år under et uheld blev dræbt under optagelserne. Den tragiske hændelse blev én af mange hæmsko for at få en ny udgave på vingerne. Blandt andet var instruktøren bag den originale film, Alex Proyas, stærkt imod projektet på grund af netop Lees død. Også selvom der siden har været hele tre opfølgere, samt serien "The Crow: Stairway to Heaven".
Siden 2008 har så forskellige skuespillere som Mark Wahlberg, Bradley Cooper, James McAvoy, Tom Hiddleston, Luke Evans, Nicholas Hoult, Jason Momoa og Alexander Skarsgård været på tale som Eric Draven. I sidste ende er en anden Skarsgård, nemlig Bill ("It"), endt med at genoplive rollen. Som oftest med genindspilninger og nyfortolkninger burde man lade de døde hvile.
Eric Draven (Bill Skarsgård) og hans forlovede, Shelly Webster (FKA Twigs), myrdes brutalt under mystiske omstændigheder. Draven genopstår fra de døde, genoplivet af en krage. Drevet af hævngerrighed, føres han gennem de mørke og korrupte gader i byen, hvor mennesker bag drabene konfronteres og dræbes. For Eric er nu udødelig. Og med sine overmenneskelige evner skal onde magter bekæmpes.
Mantraen om den enes død, den andens brød levede i "The Crow" fra 1994 og endte sine dage som kultfilm. Nostalgifaktor, Brandon Lees tragiske død og et solidt 90’er-soundtrack overdøver, at det nu aldrig har været en specielt god film. Emo shoegazer-stemningen var et neo-gotisk produkt af sin tid. Alligevel kan den et eller andet. Stilen 30 år senere er ikke mindre selvoptaget. Til gengæld er der intet formildende over en strandvasker, der har kastet sig ud i en selvforskyldt maveplasker fra 666 kilometers højde.
Selvfølgelig er slutproduktet ikke vellykket, når der har været konstante skift mellem adskillige aktører, producenter, instruktører, manuskriptforfattere og hovedrolleindehavere over de sidste 16 års development hell. Stakkels Rupert Sanders må have stirret modløs ned i Helvedets ni cirkler som instruktør. Opgivende og velvidende om, at "The Crow" anno 2024 på forhånd var dømt til evig forbandelse. For absolut intet fungerer. Fra den komplet fraværende kemi mellem Bill Skarsgård og FKA Twigs, det ligslæbende dødkedelige tempo og rodede temaer.
Vi skal en time og tyve minutter ind i handlingen, før Eric Draven endelig bliver hævngerrig og dræber i flæng. Actionsekvenserne er underligt livløse, der står i skyggefuld kontrast til forsøget på en gravalvorlig og urovækkende stemning. Kærlighed, tab, hævn, død og livet efter døden klaskes på bordet. Omfangsrige og eftertænksomme temaer, skal man jo forstå. Men træerne vokser ikke ind i himlen, for yderpunkterne mødes aldrig.
For at være tidssvarende har holdet bag lånt poetisk inspiration fra "After"-filmenes tvivlsomme intimdialoger. Eric (der i øvrigt ligner og opfører sig som bad boy Hardin fra samme filmfranchise) og Shelly er soulmates som ingen andre, når de i enstavelsesreplikker mumler ud i luften. Som var de fanget i et svævende Terrence Malick valium-limbo skrevet til TikTok-generationen. Og nej, niveauet hæves automatisk ikke med at flagre med Arthur Rimbauds ikoniske digtsamling, "En årstid i Helvedet" i omklamrende ømme scener.
Helt fjollet bliver det, da hovedskurken Roeg træder frem. Spillet af Danny Huston, som må have tabt et væddemål om at medvirke. Han er ond og satanisk, og kan også mumle. Dog en slags evilspeak, som kun den dæmoniske border collie fra "Mr. Pickles" overgår i grusomheder. Forskellen er, at "The Crow" langt fra er så sprælsk og levende som Adult Swims sorthumoristiske animationsserie, selvom Rupert Sanders makværk fra start til slut ganske vist er ufrivilligt komisk.
Hverken for fans af Alex Proyas’ originale version fra 1994, superheltefilm eller for så vidt "After"-franchisen er der intet at hente i nyfortolkningen af "The Crow".
"The Crow" har dansk biografpremiere 29. august. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
