Anmeldelse: It Ends with Us
Hollywood-glamour slår partnervoldsdrama til tælling i voldsomt malplaceret bestseller-filmatisering.
For en måneds tid siden blev lille Danmark henlagt i Hollywood-eufori. Det viste sig nemlig, at Blake Lively kom til landet i forbindelse med den hypede gallapremieren på filmatiseringen af Collen Hoovers bestseller, "It Ends with Us". Og at hun havde slæbt sin ægtefælle Ryan Reynolds med. Skal man være ærlig, var blændende PR-arbejde årsagen til, at der i dansk regi blev spillet på alle tabloid-tangenterne i sensommerens agurketid. Måske for at dække over dramaet uden for kulisserne mellem Lively og filmens instruktør og medskuespiller, Justin Baldoni, der også ejer rettighederne til bogen bag. Efter sigende havde skuespillerinden stor indflydelse på filmens endelige final cut. Det mærkes tydeligt.
Lily Bloom (Lively) har haft det hårdt. Men nu viser livet sig endelig at blomstre. Lily er begyndt på en frisk. Et nyt liv i Boston og drømmen om at starte sin egen fortryllende blomsterbutik er startet. Dertil møder hun den charmerende neurokirurg Ryle (Baldoni), der fuldstændig slår benene væk under hende og får hende til at åbne sig mod det lys, de nye tider bringer med sig. Men fortiden indhenter alle. Da Lilys første kærlighed, Atlas (Brandon Sklenar), viser sig også at have taget chancen i Boston, står hun i et dilemma.
Ovenstående er en omskrivning af handlingen, sådan som "It Ends with Us" markedsføres. Som en rosenrød chick flick om livets uanede muligheder og udlevelsen af de drømme, som venter på at blive levet med et knips. Som om, at alle har samme prinsessedrøm-muligheder og økonomiske muskler for bare at gøre netop det. Med Blake Lively i front, der kækt shittalker og går catwalk i sit helt eget modeshow over en hel film. Med streg under Lively som persona og ikke Bloom som karakter. Og slet ikke det underliggende essentielle tema om partnervold og de psykologiske mekanismer bag, der nok viser sig i glimt, men fuldstændigt visner under underligt malplaceret selviscenesættelse. Alt er for pænt og lækkert til et sådan omdrejningspunkt. Og alligevel koldt og distanceret.
Balancen mellem en new beginnings-fortælling om at flygte fra fortiden og alligevel gentage mønstre fra netop det, man søger væk fra, er et helt klassisk greb. Når "It Ends with Us" fejler så eklatant, er det fordi balancegang aldrig søges. Justin Baldoni har ellers erfaring med at sammenfatte kærlighedsfilm af ekstremer, som vi så med sick flick’en "Five Feet Apart", hvor hormonbombet ungdomsfilm møder livstruende lidelser. I stedet banaliseres og romantiseres de komplekse elementer i misbrugsforhold. Partnervold udglattes i sødmefulde farvetoner og overfladiske karakterportrætter, der hurtigt kommer til kort i kortlægning af mennesker fanget i den spiral, som psykisk og fysisk vold er, og hvordan det nedarves i familierelationer. Ikke alene er det en komplet forlist mulighed for at belyse et tragisk og desværre evigt aktuelt tema, men også fordi det er helt ubegribeligt tonedøvt og dybt problematisk fremstillet.
Dele af "It Ends with Us" foregår i tilbageblik på forholdet mellem Lily og Atlas. Som bagtæppe fungerer datidens fundament hæderligt til underbygning af nutidens fortælling. Som psykologisk portræt skøjtes der på overfladesymbolik, som nærmer sig kvalmegrænsen. Når Lily sætter sine frø til fremtidig blomstring for senere i livet at gense klippen i sit liv, Atlas, der beskyttende bærer hende på sine brede skuldre. Når trygge, brune jordfarver er et gennemgående motiv i scenerne med Atlas, hans restaurant hedder "Root", og hun har gemt et hjerte skåret af en eg. For træer har stærke rødder, modsat skrøbelige og smukke blomster som liljer. Modsætninger mødes til sød musik. Natur møder storbyens elektriske liv og Ryles blåkolde lejlighed. Colleen Hoover bog er sikkert ikke mindre melodramatisk – jeg har ikke læst den – men hendes baggrund som socialrådgiver og erfaring med tragiske skæbner titter få gange frem på film. Et snert af psykologisk indblik toner frem. For i næste øjeblik at jordes i endnu et læs Blake Lively-glitter og fikse kjoler, som var det en reklamefilm. Filmet i stil med "Hvor flodkrebsene synger", hvor pastelfarverne er skruet så højt op, at man får huller i tænderne. En skam for Justin Baldoni, som gør sit for at nuancere en svær karakter og trække filmen i en lidt anden retning. Og egentlig også Lively, der ikke virker til at gide at gøre sig umage. Selvom vi aldrig nærmer os et urovækkende "Big Little Lies"-niveau, som skildrede misbrugsforhold langt bedre og mere virkelighedstro.
"It Ends with Us" er mere et kampagnefremstød for Blake Lively og Ryan Reynolds som power couple, end det er en film med noget på hjertet. Klædt på som kvalm chick flick, når vi aldrig ind til kernen. I stedet præsenteres vi for en interessant kalkuleret carpe diem Hollywood high society-logik om at gribe chancen, når den er der. Skal succesen gøres op i filmens indtil videre imponerende indtjening, er det lykkedes. Til gengæld understreger filmatiseringen af Colleen Hoovers roman også, at privilegieblindhed i sin reneste form er direkte undergravende for vigtige temaer, når en bog om partnervold forvandles til en film med kække Ryan Reynolds-replikker og Blake Livelys glitter glamour mode-persona.
"It Ends with Us" har dansk biografpremiere 5. september. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.