Anmeldelse: MaXXXine

"MaXXXine" er MaXXXimum stil, men ender med at føles som en kaotisk kokainrus.

Imitation er som bekendt den største form for smiger. Noget, som instruktøren Ti West i den grad har efterlevet, ved succesfuldt ved at bruge lige dele pastiche og hyldest til et par af de mest mindeværdige genrefilm i nyere tid. Det kræver en solid portion selvtillid at imitere film som "Motorsavsmassakren". Og det kræver en mindst lige så stor portion talent at slippe afsted med det.

Alligevel lykkedes det for Ti West at skabe en succesfuld sydstatsgyser med den lumre og sveddryppende "X", der tog røven på både genrekonventioner og publikum. Opfølgeren "Pearl", der kronologisk set er forløberen til "X", blev skrevet og filmet i direkte forlængelse af "X" i samarbejde med skuespiller og sidenhen også medforfatter og producer Mia Goth. To bemærkelsesværdige originale gyserfilm, der nu skal bindes sløjfe på med trilogiens stort opsatte afslutning "MaXXXine". En film, der, trods Ti Wests stilistiske flair og charme, og Mia Goths stjernekaliber, er den svageste i rækken. 

Året er 1985. Seks år efter begivenhederne i "X", og Maxine Minx har for længst etableret sig som en stjerne i pornoindustrien i det kokainfyldte og neonoplyste Los Angeles. Maxine vil dog gerne gøre karriere uden for voksenfilmbranchen, og med lige dele talent og ego lykkedes det hende at lande hovedrollen i en stor Hollywood-produktion – indspilningen af gyseren "The Puritan II". Et karrierespring, der potentielt kan gøre Maxine til den megastjerne, hun altid selv har vidst, hun var. Desværre for den spirende filmstjerne står udfordringerne i kø. En privatdetektiv, som arbejder for en særdeles lyssky kunde, forsøger at grave op i Maxines fortid. Samtidig med at en lang række mord med sataniske undertoner bevæger sig tættere og tættere på hendes omgangskreds. Mord der måske, måske ikke, er begået af seriemorderen The Night Stalker, der også lurer i Hollywoods skygger.

"MaXXXine" er fra starten et overflødighedshorn af firserpastiche. Der hamres igennem med VHS-æstetik og bragende høj, slesk ZZ Top, mens kokain og sex driver ned ad biograflærredet. Ligesom overdrevets årti er "MaXXXine" helt ude på kanten af galskaben. Men hvor både "Pearl" og "X" var i stand til at balancere mellem stemning og historie, fortaber "MaXXXine" sig fuldstændig til stemningen og lader historien drive i alle mulige retninger.

"MaXXXine" er både voldsom og blodig og til tider ganske sjov, men den skarpe vision, der prægede forgængerne, er ikke længere til stede. I stedet får man indtrykket af, at visionen er forsvundet op i næsen sammen med et budget, der var så stort, at filmen er knækket på midten på grund af vægten. Rollelisten er enorm og stjernespækket. Kevin Bacon som den småbizarre privatdetektiv, musikeren Halsey som Maxines tætte veninde, Giancarlo Esposito som den perfekt sleske advokat og Michelle Monaghan og Bobby Cannavale som generiske storbybetjente, samt mange, MANGE andre. Persongalleriet er så stort, at få karakterer får lov til at udfolde sig. Knapt dukker de op, før de er væk igen. Med undtagelse af Espositos advokat og Elizabeth Debicki i rollen som den krævende instruktør Bender er resten af rollelisten reduceret til endimensionelle karikaturer. Ikke at det normalt gør noget i denne type film. Og lad os nu være ærlige, så er det Mia Goth, der styrer showet. Alligevel er det manglende fokus medvirkende til at gøre "MaXXXine" til en klodset og til tider forvirrende film. 

Vanen tro trækker "MaXXXine" på et vognlæs af referencer, og det er klart, at jo mere du har set, jo flere elementer vil du kunne nikke genkendende til. Ud over et solidt lag neon-noir og nik til auteurs som Brian De Palma glider filmen igennem flere referencer til både giallo-film og slashere som "Alice Sweet Alice" og Dario Argentos "The Bird with the Crystal Plumage", samt "Psycho" og bemærkelsesværdigt nok også "Psycho II". "MaXXXine" stopper ikke her, men dykker også ned i skyggesiden af et Hollywood på toppen og kampen mellem moralens vogtere og et filmmedie i udvikling. Skal vi tage akademikerhatten på for en - meget kort - stund, kan "MaXXXine" sammen med resten af Ti Wests filmtrilogi ses som et portræt af, hvordan vores moral har ændret sig i takt med filmmediet. Hvordan de mindre stuerene elementer altid har formået at danne grobund for kunstnerisk udvikling og menneskelig udfoldelse. Ligeledes finder vi en fortælling om, hvordan jagten på anerkendelse kan komme med voldsomme og utilsigtede konsekvenser. Berømmelse har altid en pris.

Ti West og Mia Goth har leveret en film, der momentvist har sine øjeblikke. For "MaXXXine" har absolut noget at byde på. Der er blod, afskårne kropsdele og religiøse tosser nok til at tilfredsstille den værste firsertrang. Den største styrke i "MaXXXine" er dog uden tvivl filmens absolutte stjerne, Mia Goth. Igennem nu tre film har Goth omfavnet rollerne som både Pearl og Maxine med lige dele selvsikkerhed, utilregnelighed og vanvid i sådan et omfang, at tanken om at rage sig uklar med hende, kan give nervøse trækninger.

Desværre driver filmens fokus så langt væk fra historien, at filmens klimaks føles uendeligt utilfredsstillende. Der lægges op til plotelementer og twists, der aldrig udmønter sig, og historien fortaber sig til sidst i Los Angeles’ neon-oplyste tåger. 

Der er ingen tvivl om, at Maxine Minx er en fucking stjerne. "MaXXXine" må dog nøjes med tre. 

"MaXXXine" har dansk biografpremiere 29. august. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.