Anmeldelse: Den sidste rejse
Sensationel og rørende far-søn-fortælling går direkte i hjertet og tårekanalerne.
Det hører til sjældenhederne, at dokumentarfilm rammer så bredt, at de kan betegnes som blockbusters. I Sverige er der imidlertid sket en mindre sensation. "Den sidste rejse" af det kendte tv-journalistpar Filip Hammar og Fredrik Wikingsson har trukket tæt på en halv million svenskere i biograferne. Populariteten blev for nyligt understreget, da filmen blev udvalgt som det svenske Oscar-bidrag til næste års stort anlagte prisoverrækkelse. Hvis dokumentaren når så langt som til slutspurten ved nomineringer, vil indsatsen fra Filip och Fredrik være blandt mine favoritter til at sikre sig prisen for Bedste internationale film.
Lars Hammar, aldrende far til Filip, var passioneret fransklærer i flækken Köping. Til trods for at han elskede sit arbejde – og at eleverne var glade for den frankofile underviser – skulle det jo på et tidspunkt ende med pension. Det, der skulle udfolde sig som et otium med masser af besøg til hans elskede Sydfrankrig, endte i alt andet. Lars ryger ned i dyb depression. Identiteten som inspirerende lærer forsvinder. Forfald og alderdom er de eneste udsigter. Troede han. Filip har nemlig andre planer. Farmands livsgnist skal antændes. Sønnike har derfor planlagt en tur til det Frankrig, hvor familien altid holdte ferie.
Rejsen fra Sverige til Frankrig begynder i en gammel karrygul Renault 4, som ligner familiebilen fra 80’erne. Turen viser sig selvfølgelig at udvikle sig til noget helt andet, end Filip og Fredrik havde i tankerne. Genoplivelsen af fortiden skulle have været et sidste farvel til fortiden for Lars, men udvikler sig også til et nostalgitrip for Filip. Den overrumplende styrke i "Den sidste rejse" er, at der åbnes på for mindernes sluser og de menneskelige byggesten, der skabte dem.
Sårbart og hjerteligt skildres et far-søn-forhold. Hårde livserkendelser rammer hårdt med afvæbnende smil, uanset om tårerne diskret tørres væk, mens der kigges væk. Den ene har givet slip på livet, og den anden fastholder desperat dét, der engang var. Rejsen til Sydfrankrig udvikler sig nemlig ikke kun til et forventet gensyn med årene, der gik. Lars finder ud af, at livets vinter kan være en smuk sæson, selvom kroppen er kold og stiv. Mens Filip skal lære at erkende, at meget har ændret sig siden barndommens forår. Selvom Filip som voksen mand for længst er spiret, forbliver hans far ikke den samme.
Banalt som det lyder, rammes der plet. Og alle aldersgrupper vil rammes af det universelle tema om tab, at omfavne og give slip. At se sine nærmeste blomstre og senere visne hen. Om en taknemmelighed for det, man har og har haft sammen. Filip Hammar og Fredrik Wikingssons oprigtige og nærværende takt og tone er dybt charmerende. Lars’ hofret, den franske grøntsagsret ratatouille, stilles på bordet som markøren for et farverigt og sammensat liv. Snittet til med grynet smalfilm og arkivmateriale i gensynet med gamle venner og elever. Samtidig serveres filmen også som bittersød hård kost. Ømme punkter rammes, når de relaterbare refleksioner søger indad, og det føles befriende i frigørelsen af undertrykte følelser. Rejsen for Lars og Filip er en forfalds- og dannelseshistorie i én om accept. Fortalt som en overraskende livsklog og nøgen beretning om at gribe livet, så længe man nu alligevel har det.
"Den sidste rejse" understreger, som en af efterårets bedste film, at mindre är mer i en forrygende rejse mod ophavet. Filip Hammar og Fredrik Wikingssons lille, afdæmpede genistreg er sjov og rørende, men først og fremmest er den en oprigtig skildring af menneskelig nærhed og sårbarhed.
Husk Kleenex.
"Den sidste rejse" har dansk biografpremiere den 3. oktober.