Zack Snyders "Army of the Dead"-franchise er åbenbart... død

Snyder havde planlagt at udvide zombie-franchisen med en animationsserie og adskillige fortsættelser, men de planer er tilsyneladende blevet lagt i graven.

Tilbage i foråret 2021 blev samarbejdet mellem filmmageren Zack Snyder ("Watchmen", "300") og streamingtjenesten Netflix skudt i gang, da Snyders zombiefyldte actionbrag "Army of the Dead" udkom.

Snyder og Netflix talte dengang meget åbent om deres drømme om et langvarigt, givtigt samarbejde, og senest har Netflix givet Snyder midlerne til at lave sit todelte sci-fi-epos "Rebel Moon", som vi også netop har fået Director's Cut-udgaver af. Snyder satser også på at få lov til at lave endnu flere "Rebel Moon"-fortsættelser og -spin-offs, selvom de to første film altså er blevet slagtet af kritikerne og tilsyneladende også har udløst stor skuffelse blandt Snyders ellers mange, trofaste disciple.

Men "Army of the Dead" – der heller ikke just vandt kritikernes gunst – var i sin tid også udset til at blive en storstilet franchise af rang. Vi fik en prequel i form af "Army of Thieves" i efteråret 2021, og både en 2'er med titlen "Planet of the Dead" og en anime-serie, som blev døbt "Army of the Dead: Lost Vegas", blev annonceret.

Læs også: Christopher Nolan forsvarer Zack Snyder i kølvandet på hård kritik af Snyders "Rebel Moon"

Men selvom Snyder for et års tid siden indrømmede, at "Planet of the Dead" havde lange udsigter, så fastslår Snyder og hans hustru, produceren Deborah Snyder, i et interview med The Wrap, at "Army of the Dead"-franchisen simpelthen er død.

Deborah fastslår dog, at der stables en "Army of the Dead"-rutsjebane på benene her til Halloween i USA's Six Flags-forlystelsesparker. Men det er nok det sidste brøl, der bliver klemt ud af den zombiesaga...

Til gengæld er "Rebel Moon"-universet ikke dødt. Endnu. Der er både en masse bøger og spil på vej, der udfolder sig inden for Snyders sci-fi-univers, som er kraftigt inspireret – som Snyder selv har indrømmet – af særligt "Star Wars" og "De syv samuraier". Netflix har dog fået en ny filmchef, siden kontrakten med Snyder blev underskrevet, og instruktøren indrømmer, at han endnu ikke har talt med sin nye boss, Dan Lin.

Til gengæld talte Snyder med Moovy tilbage i 2021 op til streamingpremieren på netop "Army of the Dead". Det indslag kan I se herunder – naturligvis i en forlænget Snyder Cut-udgave:

Kommentarer

Zack Snyders "Army of the Dead"-franchise er åbenbart... død

  • ★★★0

    Har ikke set "Army of the Dead", da jeg ikke rigtig orker Zack Snyder mere, men "Army of Thieves" var faktisk en rigtig fin, fjollet og godhjertet heist-film. Den er stadig alt for lang, men det er et generelt problem med mange film i dag. 

    Essal10-08-24 17:21

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen