Anmeldelse: Fly Me to the Moon
Romantisk satire giver et underholdende bud på, hvordan den først månelanding kunne have taget sted.
"Et lille skridt for mennesket, et kæmpe spring for menneskeheden". Det ytrede astronaut Neil Armstrong, da han betrådte Månen. Som det første menneske nogensinde i 1969. Men var det virkelig månelandingen som befolkningen så på tv, eller var det en iscenesat forestilling, arrangeret af regeringen? "Fly Me to the Moon" er en morsom og romantisk satire over, hvad der kunne have udspillet sig dengang.
USA og Rusland er i et stort rumkapløb. Hvem får konstrueret den perfekte raket, der kan nå månen først? Programmets leder Cole Davis kæmper alt, hvad han kan, for at det glider perfekt. Men NASA har i 60'erne ikke det bedste image overfor befolkningen med sin andel mislykkede måneraketter. Regeringen hyrer derfor markedsføringseksperten Kelly Jones for at skabe et nyt image. Kelly har uortodokse metoder i ærmet, som ikke passer Cole. Og da månelandingen måske ikke bliver en realitet, må der tages andre midler i brug, nu Præsident Nixon har lovet det amerikanske folk en landing på Månen.
Månelandingen er en af de større konspirationsteorier. Landede USA nogensinde på månen, eller var det hele en stor illusion? Var det hele optaget i et studie med skuespillere? Blandt andet lyder teorien på, at den store instruktør Stanley Kubrick blev bedt af den amerikansk regering om at stå for instruktionen, efter den realistiske science fiction-film, "Rumrejsen år 2001". Om det er sandt, er der ingen, der 100% ved. Men "Fly Me to the Moon" er et feel-good bud på, hvad der kunne være sket.
Filmen emmer af 60'erne med tidens ørehængere på soundtracket og en tøjstil, der skriger på ægte revival. Selve filmens udtryk lige i øjet. Satiren sidder også lige i skabet med både karikaturer af kendte personer, som måske ikke påtales ved navn, men som man godt kan spotte. Der er kræset for detaljerne. Lige fra reklamer for Omega-ure til Dinere på landevejene.
God satire skal også byde på seriøsitet. Selvom "Fly Me to the Mood" har en let og humørfyldt tone, spiller alvoren også ind. Da en opsendelse går galt og Davis gøres til syndebuk for at have astronauternes liv på samvittigheden, overtager den alvorlige tone og placeres utrolig godt. Samtidig er klimakset både spændende, intenst og morsomt på samme tid. Det er en vellykket blanding af satire og romance, hvor måske romancen får mest plads sine steder. Channing Tatum leverer en af sine bedste præstation som Cole. Han viser både komisk timing og en mere alvorlige side, som vi blandt andet så i "Foxcatcher". Han får fint modspil af Scarlett Johansson, som både er skarp og sårbar på samme tid. Man kan sagtens regne ud, hvor de ender henne sammen, men det er en del af charmen i filmen. Der er lidt Rock Hudson og Doris Day over deres samspil. Birollerne er befolket med velcastet karakterskuespillere som Ray Romano og Woody Harrelson. Og så skal Jim Rash nævnes som den mest excentriske filminstruktør på film nogensinde. Han stjæler hver scene, som han er med i.
Jeg kan kun anbefale en flyvetur til Månen med Channing Tatum og Scarlett Johansson. Det er en skøn, romantisk satire, der både indeholder komik og alvor. Den løfter konspirationsteorien om månelandingen og giver den et romantiseret twist, så man godt kan tro på, at det foregik sådan.
"Fly Me to the Moon" har dansk biografpremiere 11. juli. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.