Trailer: Ny trailer til Francis Ford Coppolas "Megalopolis" – denne gang uden opdigtede anmeldercitater

Den forrige trailer blev trukket tilbage, da det kom frem, at den indeholdt bemærkninger af ægte anmeldere, som de aldrig havde sagt.

Det har taget den legendarisk filmmager Francis Ford Coppola ("The Godfather"-trilogien, "The Conversation", "Dommedag nu") omtrent fire årtier at færdiggøre sin sci-fi-storfilm "Megalopolis", som han selv har brugt godt 800 mio. kroner på at finansiere, men filmens PR-kampagne har også været rig på udfordringer og tilbageslag.

Den første stemningsmættede teaser udkom tilbage i maj, før filmen fik sin verdenspremiere på årets Cannes-filmfestival, hvor modtagelsen (mildest talt) var blandet. For et par uger siden udkom så en længere trailer, der bød på en masse citater fra negative anmeldelser af Coppolas gamle mesterværker, og budskabet var således klart: Coppola er en mand forud for sin tid, og mon ikke "Megalopolis" også misforstås i stor stil, før vi alle bliver enige om, at den også er et mesterværk?

Der var bare ét problem: de citater var alle sammen ren fiktion og skabt ved hjælp af kunstig intelligens(!), så traileren blev fjernet fra filmselskabets forskellige kanaler, om end den stadig kan ses flere steder – herunder her på Moovy.

Og jovist, flere af Coppolas gamle opusser blev ganske vist kritiseret af visse anmeldere, da de udkom, men de vandt alle sammen talløse prestigefyldte priser og fik en masse flotte anmeldelser i deres samtid, så trailerens pointe var også noget søgt...

Læs også: Al Pacino: Den første "Godfather" er den bedste

Hvorom alting er, så kan "Megalopolis" også snart ses af menige biografgængere, og filmens amerikanske distributør, Lionsgate, har netop frigivet en spritny trailer til filmen, som kan ses herunder, og som er totalt blottet for anmeldercitater – både ægte og opspundne af slagsen.

"Megalopolis" er en slags eventyrlig sci-fi-film, der udfolder sig i et alternativt, moderne USA. Her skal byen New Rome, som er bygget oven på New Yorks ruiner, forandres, hvilket fører til en konflikt mellem den geniale arkitekt Cesar Catilina (Adam Driver) og borgmesteren Franklyn Cicero (Giancarlo Esposito). Den grådige borgmester ønsker at bevare den status quo, som Catilina higer efter at udfordre – og midt i dén konflikt finder vi Ciceros datter, Julia (Nathalie Emmanuel), som er splittet på grund af sin kærlighed til Catilina.

Ud over de nævnte navne har "Megalopolis" også skuespillere som Aubrey Plaza, Shia LaBeouf, Laurence Fishburne, Dustin Hoffman, Jason Schwartzman, Talia Shire og Jon Voight på rollelisten.

"Megalopolis" udkommer i USA's biografer den 27. september, og ifølge rygtebørsen lander den også i Danmark deromkring takket være distributøren Manymore Films, men vi afventer stadig en endelig bekræftelse på dén front. Se den nyeste trailer her:

Kommentarer

Ny trailer til Francis Ford Coppolas "Megalopolis" – denne gang uden opdigtede anmeldercitater

  • 0

    Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om det her projekt. Det virker lidt til at stritte i alle mulige retninger. Både ift. markedsføring og traileren 

    larsnoergaard 6-09-24 05:48

  • 0

    Nu jeg altid godt kunne lide gans film, men mange af dem er nogle der bare er blevet bedre efter gensyn syntes jeg, men tvivler på jeg kommer i biffen og ser den film her :)

    Geekalot 6-09-24 06:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen