Anmeldelse: Blink Twice

Zoë Kravitz' stjernebesatte instruktørdebut er ikke værd at bruge et øjeblik på.

En ny generation af nepo-babyer fra Hollywood er over os. Som et af filmbranchens mest prominente nepotisme-børn og datter af Lisa Bonet og Lenny Kravitz har Zoë Kravitz gjort lynkarriere som skuespillerinde og nu også som filminstruktør. Og skal man være helt ærlig, fremstår MeToo-thrilleren "Blink Twice" mest af alt affødt af det berømte efternavn frem for et naturligt filmskabertalent.

Tech-milliardæren Slater King (Channing Tatum) møder tilfældigvis den ludfattige servitrice Frida (Naomi Ackie) til et fundraising-event. Sit eget, vel at mærke. Der er kemi mellem de to, så Slater inviterer Frida og hendes veninde Jess (Alia Shawkat) med på en drømmeferie. Til Slater Kings helt private Jeffrey Epstein-ø. Selvom alt på overfladen er himmerige på jorden, er der slanger i Paradis. Bogstaveligt talt. Og på et let genkendeligt symbolniveau, så vi alle kan være med.

I en tid, hvor eat-the-rich-temaet har fået en vaskeægte revival på film, overrasker det egentlig ikke, at den ligger lige til højrebenet for Zoë Kravitz at samle tidens mest eksponerede buzzwords op fra sandet og ryste dem sammen til noget, der forceret søger de helt rette tangenter under ærgerrige fingre. For der skal jo spilles med. Tonen i "Blink Twice" er både et feministisk vredesudbrud i stil med "Promising Young Woman", en socioøkonomisk satire, der hænger mega-rige ud som i "The Menu" og "Triangle of Sadness" samt et drys af badass, mystisk og blodigt skud af elevated horror som "Midsommar" og racisme-gyseren "Get Out." 

De fleste kunstnere ser deres forbilleder over skulderen. Zoë Kravitz nøjes ikke med at se. Hun stjæler med arme og ben, som var manuskriptet kørt gennem ChatGPT ud fra de førnævnte titler. Uden at nærme sig idolernes format eller så meget som skyggen af deres håndværk i chok-effekter, eftertænksomhed eller oprigtighed. "Blink Twice" skøjter rundt i sin egen middelmådige indbildskhed, så man først antager, det er ment som potent selvironi. Men nej. "Blink Twice" er som de overklasseløg, filmen udstiller. Dem, der frelst slynger om sig med misforståede selvhjælps-Nietzsche-memes og går på barrikaderne for menneskerettigheder med social indignation bag solbrillerne uden at ane, hvad noget som helst af det reelt betyder. Kravitz’ debutfilm er simpelthen for prætentiøs, forceret og klichéfyldt til at se bjælken i sit eget øje. Uanset hvor meget der end blinkes.

"Blink Twice" er hverken specielt spændende, intelligent eller uforudsigeligt fortalt. Snarere tværtimod. Genkendelige troper og plot twists er klodset udført, selvom det er en lækker, æstetisk og atmosfærisk film. Den ros må resten af holdet bag have. Af en debutfilm er skuespillerbesætningen imponerende. Talentfulde navne som Naomi Ackie, Channing Tatum, Christian Slater, Geena Davis, Simon Rex, Haley Joel Osment og Kyle MacLachlan pryder plakaten. Udover Ackie kommer vi ikke under huden på det store persongalleri. Ganske symptomatisk har de ikke nok at arbejde med. Zoë Kravitz kludrer rundt i, hvad hun egentlig vil, og ruller så mange gennemarbejdede plottråde ud, at motiverne og opbygningen aldrig forløses. Tredje akt især er rodet og fyldt med plothuller. De fundamentale elementer i fortællingen mangler for, at afslutningen kan stikke publikum den tilsigtede mavepuster. Klimakset til slut slår i stedet sig selv i hovedet som ufrivilligt komisk.

Al ære og kredit for, at Zoë Kravitz har stablet sin debut på benene, og der er muligvis en interessant instruktør at finde et eller andet sted. Om et par år eller ti. Debutfilmen "Blink Twice" vil for meget og kan alt for lidt i forhold til MeToo-temaet, de mange store skuespillernavne og den iøvrigt flotte produktion. Naomi Ackies stærke præstation presser filmen op på små tre stjerner.

"Blink Twice" har dansk biografpremiere den 22. august, heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.

Blink Twice

Kommentarer

Blink Twice

  • ★★★0

    Interessant anmeldelse, jeg står vist over :)

    Men et spørgsmål til artiklen: kan man kalde veletablerede og ældre skuespillere for talentfulde?

    Talentfulde navne som Naomi Ackie, Channing Tatum, Christian Slater, Geena Davis, Simon Rex, Haley Joel Osment og Kyle MacLachlan pryder plakaten.

    Gorman22-08-24 06:26

  • 0

    Men et spørgsmål til artiklen: kan man kalde veletablerede og ældre skuespillere for talentfulde?

    De mister vel ikke deres talent bare fordi, de er blevet etableret inden for branchen 

    larsnoergaard23-08-24 05:48

  • ★★★0

    Interessant anmeldelse, jeg står vist over :)

    Mark Kermode var begejstret og sammenlignede den med Infinity Pool, som ligeledes var glimrende, så du rykker den bare tilbage på listen du ;P

    Essal23-08-24 09:02

  • ★★★0

    Mark Kermode var begejstret og sammenlignede den med Infinity Pool, som ligeledes var glimrende, så du rykker den bare tilbage på listen du ;P

    Yes sir :)

    Gorman23-08-24 23:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen