Anmeldelse: Longlegs

Nicolas Cage er hypnotisk ond i foruroligende skrækfilm.

H. P. Lovecraft skrev engang, at menneskets ældste og stærkeste følelse er frygt, og den ældste og stærkeste form for frygt er frygten for det ukendte. Forsvindende få gyserfilm balancerer på knivsæggen mellem rædselsvækkende psykologisk gru og en udefinerbar forvirring over, hvad præcis de skrækindjagende elementer opstår af. Oz Perkins' "Longlegs" hører til i dén eksklusive kategori. Og som skræmte mig nok til at blive sitrende siddende i kroppen længe, længe efter, som den første film siden Lars von Triers depressionsgyser, "Antichrist".

Plottet er som ellers set adskillige gange før. FBI-agent Lee Harker (Maika Monroe) er på sporet af den bizarre seriemorder Longlegs (Nicolas Cage), der efterlader kryptiske beskeder og okkulte gåder ved hvert voldsomt blodige offer. Inden længe viser det sig, at Harker og Longlegs har en mystisk forbindelse, som bliver starten på et sælsomt spil mellem katten og musen. Men hvem jager hvem?

Instruktør Oz Perkins har gys brusende i blodet. Som søn af Anthony Perkins, morderen med mommy issues i Alfred Hitchcocks legendariske "Psycho", lettes der på reference-hatten med mere eller mindre diskrete seriemorder-henvisninger til blandt andet "True Detective", "Se7en", "Twin Peaks" og "Ondskabens øjne". Publikum trækkes imidlertid ikke ind i et dybt urovækkende for symbolværdien eller for syns skyld, men for at drukne ned i et stemningstungt skyggerige af overvældende frygt for det ukendte.

Flere gensyn kræves sikkert for at forstå trigger-mekanismerne bag den snigende gru, der hypnotisk lægger sig som en ugennemtrængelig ærtesuppe henover cirka halvanden times mindfuck. Og måske giver ikke meget mening i den djævelske leg med motiver og symboler fra Robert W. Chambers' weird fiction-klassiker "The King in Yellow" og dåsemad fra "Ondskabens hotel", når alt eksploderer i uforudsigelig grotesk pastiche. I slow motion. For "Longlegs" kræver ens fulde opmærksomhed og ikke mindst tålmodighed. Fordybning er ikke alene en opfordring. Det er et krav for at trænge helt ind i et ubestemmeligt noget, der er mere stemningsplateauer end egentlig meningsfuldt. Og alligevel et mysterie i stil med gådefulde "Lost Highway", som man så fandens gerne vil opklare.

Longlegs som karakter er et udkokset gadekryds af Jack the Ripper, Buffalo Bill og puddelrock-bandet Twisted Sister. Det kan fremstå komisk. Lige indtil Nicolas Cage skruer helt op for vanvidsbarometeret og skærer hysterisk rædselsvækkende igennem som Killer Bob på syre. Som kun Nicolas Cage i fuldbyrdet gak kan gøre det. Og sjældent så mindeværdigt og direkte skræmmende. At placere scream queen Maika Monroe overfor den jazzy skuespiller er en mindre genistreg. For selvfølgelig trækkes der på bagkataloget i form af klamydiagyseren "It Follows" og 80'er-retro-thrilleren "The Guest", men Monroe udmærker sig stærkt som en mystisk, angstfuld Clarice Starling med overnaturlig sans for mordgåder. Både Longlegs og Lee Harker vil man gerne se meget mere af. Oz Perkins holder dog klogt store dele af baggrundshistorierne og overraskelserne i skyggerne.

Show, don’t tell. Den mantra er typisk en mangelvare i gyserfilm. Ikke med "Longlegs", der er alt andet end en metervare. Som derfor heller ikke vil være for alle. Oz Perkins' urovækkende gyser deler også allerede vandene. Det gør alle hypede film sig skyldige i. Min klare anbefaling er derfor at undgå alle trailers, spoilers og dæmp forventningerne. For "Longlegs" er med garanti på ingen måde, som du tror, at den vil være.

"Longlegs" har dansk biografpremiere 8. august. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.