Alexander Payne og "The Holdovers"-forfatter laver western – og måske også "Election 2"

Den Oscar-belønnede filmmager rejser fra kostskolen til Det Vilde Vesten.

Med prisbelønnede perler som "Sideways", "The Descendants", "Nebraska", "Election" og senest "The Holdovers" på CV'et er det intet under, at talløse filmentusiaster er nysgerrige på, hvad instruktøren/manuskriptforfatteren Alexander Payne foretager sig.

Og under et nyligt besøg på filmfestivalen i Sarajevo løftede Payne sløret for sit næste projekt: en westernfilm, som han i øvrigt skriver sammen med den Oscar-nominerede "The Holdovers"-manuskriptforfatter David Hemingson.

"Den genre, jeg virkelig gerne har villet arbejde med, er western-genren. Jeg og fyren, der skrev 'The Holdovers' (førnævnte David Hemingson, red.), har arbejdet på en western i flere år nu. Det ville være fedt at lave en realistisk/naturalistisk western, der samtidigt virkelig udnytter landskaberne. Jeg er interesseret i at have et dramatisk, arketypisk sammenspil mellem karaktererne og landskabet. Det synes jeg er rigtig interessant."

Ja, det lyder i hvert fald til, at Payne har en passion for western-genren og bl.a. Sergio Leones film ("Once Upon a Time in the West", "Den gode, den onde og den grusomme" m.fl.), som i dén grad bugner af storslåede landskaber, og hvor netop karakterernes ansigter nærmest bliver landskaber i sig selv i lange, detaljerede nærbilleder.

Læs også: "Sideways"-instruktør: Film i dag er fandme for lange!

Desuden bekræftede Payne, at han og hans gamle skrivemakker, Jim Taylor, forsøger at søsætte en fortsættelse til deres efterhånden 25 år gamle komedie, "Election". Derudover har d'herrer bl.a. forfattet "About Schmidt", "Sideways" og, ja, "Jurassic Park III". "Election"-fortsættelsen blev annonceret helt tilbage i december 2022, men siden da har vi ikke hørt meget om projektets status.

"Election" handler om et skolevalg, der udløser et voldsomt opgør mellem gymnasielæreren Jim McAllister (Matthew Broderick) og den frembrusende og ekstremt ambitiøse elev Tracy Flick (Reese Witherspoon). Witherspoon vender efter planen tilbage i "Election 2", men Payne fortalte publikum i Sarajevo, at arbejdet på filmen først lige er begyndt.

Den evigt arbejdsomme Payne afslørede også, at han vildt gerne vil lave en film med en stor biljagt. Mens man venter på instruktørens næste træk, kan man i stedet gense en af hans gamle perler – eller eventuelt vores interviews med "The Holdovers"-stjernerne Paul Giamatti og Da'Vine Joy Randolph, der bl.a. drøfter deres samarbejde med Payne:

Kommentarer

Alexander Payne og "The Holdovers"-forfatter laver western – og måske også "Election 2"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen