Dan Aykroyd forsvarer Paul Feigs kontroversielle "Ghostbusters"-reboot fra 2016

Den oprindelige ghostbuster har tidligere været kritisk over for Feig, men nu kommer han instruktøren til undsætning.

Takket være "Ghostbusters: Afterlife" og "Ghostbusters: Frozen Empire", der begge er udkommet inden for de seneste tre år, og som fungerer som direkte fortsættelser til de to oprindelige "Ghostbusters"-film fra 1980'erne, så er det let at glemme, at vi for blot otte år siden fik et selvstændigt "Ghostbusters"-reboot, der stilede efter at få sine egne fortsættelser.

Men Paul Feigs "Ghostbusters" fra 2016 blev slet ikke den succes, som Sony Pictures havde håbet på, og ud over at den skuffede ved billetlugerne, så fik den også hug blandt fans – nogle var fortørnede over, at de fire hovedpersoner var kvinder i stedet for mænd, mens andre simpelthen syntes, at humoren var for overgearet og/eller plat.

Og selv da en lækker boks udkom i 2022 med titlen "the ultimate collection" (altså "den ultimative samling"), så var stakkels Feigs film blevet frasorteret, hvilket fik manden bag "Bridesmaids" og "Spy" til at skrive på Twitter:

"Øh, Sony Pictures, jeg ved, I har begået en fejl. Vi har mange fans, og Bill, Dan og Ernie var med i filmen, som vandt 'Bedste film'-prisen ved Kids Choice Award. So det her er vel bare en forseelse?"

Se også: Afstemning: Bedste "Ghostbusters"-fortsættelse eller -spin-off?

I sit opslag refererede Feig bl.a. til Dan Aykroyd, der netop spillede en af de oprindelige ghostbusters, og som havde en bitte rolle i 2016-filmen. Men Aykroyd var kritisk over for Feig i et interview i 2017, hvor den gamle spøgelsesjæger klandrede Feig for at have brugt unødvendigt mange penge på at skrue filmen sammen, og at dét var årsagen til, at bundlinjen skuffede, og at en 2'er til Feigs film således aldrig fik grønt lys.

Men i et nyt interview med People nøjes Aykroyd ikke blot med at forsvare Feigs "Ghostbusters", han roser den tilmed også:

"De er alle sammen film, som man gerne vil se igen og igen. Jeg kunne godt lide den film, som Paul Feig lavede med de fantastiske kvinder (Kristen Wiig, Melissa McCarthy, Kate McKinnon og Leslie Jones, red.). Jeg var sur på dem dengang, fordi det var meningen, jeg skulle arbejde som producer på filmen, og jeg udførte ikke mit arbejde og skændtes ikke om budgettet.  Og den kostede nok mere at lave, end den burde have kostet, men det gør alle den slags film.

"Men mand, hvor er jeg glad for den film. Jeg syntes, at skurken til sidst var herlig. Jeg elskede virkelig meget i den. Og Kate McKinnon, Leslie Jones, Melissa McCarthy og Kristen Wiig... så bliver det ikke bedre. Så jeg vil gerne citeres for at sige, at jeg er stolt over at have givet dem lov til at lave den, og at jeg spillede en rolle i at skrue den sammen. Jeg bakker helt op om den, og jeg vil slet ikke tilsmudse den. Jeg synes, den fungerer virkelig godt side om side med alle de andre film i serien."

En anden af de gamle ghostbusters, Ernie Hudson, roste også både Feig og hans film tilbage i marts, om end han var kritisk over for beslutningen om at lave et reboot i stedet for en traditionel fortsættelse. Hudson fik selvsagt sit ønske opfyldt i 2021, da "Ghostbusters: Afterlife" udkom, og både han, Aykroyd og Bill Murray gentog deres oprindelige "Ghostbusters"-roller i dén film, mens de spillede nogle helt nye karakterer i deres fåtallige scener i Feigs film.

Det er i øvrigt blot få dage siden, at Moovy TV interviewede Feig om hans nyeste film, "Jackpot!", hvor vi også drøftede filmmagerens tidlige karriere:

Kommentarer

Dan Aykroyd forsvarer Paul Feigs kontroversielle "Ghostbusters"-reboot fra 2016

  • ★★★★★★1

    På positiv siden gav den nok næring til at vi fik et par nye film i serien, som mere føles som "rigtige" Ghostbusters.

    Wayne19-08-24 13:29

  • ★★★★★0

    På positiv siden gav den nok næring til at vi fik et par nye film i serien, som mere føles som "rigtige" Ghostbusters.

    I hvert fald den første af de nye =)

    David Lund19-08-24 14:28

  • ★★★★0

    Mnjah. Her det nok kun 1'eren og spillet fra 2009(eller remaster'en fra 2019) jeg kan lide - ergo er ikke ægte fan :-/

    Gasivodo19-08-24 17:03

  • ★★★★★2

    Mnjah. Her det nok kun 1'eren og spillet fra 2009(eller remaster'en fra 2019) jeg kan lide - ergo er ikke ægte fan :-/

    Jeg er i chok! Hvorfor nævner du ikke noget med “C64 OCS 8bit spillet fra 1984 og den OG film er det eneste tr00 for en ægte fanboy”?!

    David Lund19-08-24 17:17

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen