"Deadpool & Wolverine" indtjente 3 MILLIARDER kroner i sin åbningsweekend og slår flere rekorder

438 mio. dollars har superheltefilmen allerede indtjent globalt. Kun syv film har haft større åbningsweekender i Hollywoods historie.

Der herskede aldrig nogen tvivl om, at "Deadpool & Wolverine" ville blive en kæmpe blockbuster – den har trods alt to af tidens største Hollywood-stjerner (Ryan Reynolds og Hugh Jackman) og to af tidens mest populære fiktionsfigurer (Deadpool og Wolverine, selvsagt) på plakaten.

Men filmens åbningsweekend har alligevel leveret overrumplende flotte tal. I sin netop overståede åbningsweekend hev filmen svimlende 205 mio. dollars hjem i USA's biografer.

Det er ikke blot den 8.-største åbningsweekend nogensinde i Nordamerika, men også den suverænt største åbningsweekend til en såkaldt R-rated film til dato. R-ratede film er forbudt for børn under 17 år (medmindre de akkompagneres af en voksen), og derfor nedtoner filmselskaber ofte sprogbruget og volden i deres film for at sikre sig et større biografpublikum, men R-klassificeringen har tilsyneladende ikke haft nogen negativ effekt på filmens indtjening – måske endda tværtimod, idet "Deadpool"-trilogiens kække brug af fyord og blodrig action altid har været et af dens trækplastre.

Det var i øvrigt den første "Deadpool" fra 2016, som indtil nu havde rekorden for en R-rated films flotteste åbningsweekend med dengang 132 mio. dollars. "Deadpool 2" scorede 125 mio. dollars i sin åbningsweekend i 2018.

Filmens enorme succes betyder helt sikkert, at Marvel Studios tør at lave flere R-ratede film fremadrettet – heriblandt det længe ventede "Blade"-reboot, som ville være svær at lave som en PG-13-produktion, når nu den handler om vampyrer, der svælger i blod...

Se også: Masser af slag, spark og spas i sidste trailer til "Deadpool & Wolverine"

Uden for USA indtjente "Deadpool & Wolverine" i den forgangne weekend alt i alt 233,3 mio. dollars, og således indtjente den globalt 438 mio. dollars – altså lige godt 3 milliarder danske kroner(!).

Efter en lille håndfuld dage er "Deadpool & Wolverine" allerede årets 6.-største hit, og eftersom den har kostet omtrent 200 mio. dollars at producere og 100 mio. dollars at promovere, er der absolut ingen tvivl om, at Marvel Studios (og deres ejere hos Disney) ender med at beundre en flot bundlinje.

Faktisk har "Deadpool & Wolverine" fået en flottere åbningsweekend end Pixars "Inderst inde 2" (155 mio. dollars i USA), som p.t. har en global indtjening 1,5 mia. dollars, så det er praktisk talt stensikkert, at "Deadpool & Wolverine" indtjener over 1 mia. dollars, og den kan også gå hen og overhale Pixar-hittet og således ende som 2024's største storsællert.

Takket være "Deadpool & Wolverine" har Marvels MCU-saga nu også – som den første franchise til dato – indtjent over 30 mia. dollars på verdensplan. Oven på nylige flops som "The Marvels" og "Ant-Man and the Wasp: Quantumania" er det en velkommen positiv nyhed for Marvel Studios.

Herhjemme kan "Deadpool & Wolverine" bl.a. ses i FORMAT Biograf, hvor der naturligvis er skruet godt op for filmens slagkraftige lydside, der er gennemsyret af alle de førnævnte bandeord. Book billetter her.

OPDATERING 16.15: Disney har netop annonceret i en pressemeddelelse, at "Deadpool & Wolverine" også har haft årets hidtil flotteste åbningsweekend i de danske biografer med 102.444 solgte billetter.

Kommentarer

"Deadpool & Wolverine" indtjente 3 MILLIARDER kroner i sin åbningsweekend og slår flere rekorder

  • ★★★0

    Så forudsigelserne om MCU’s snarlige død må være sat lidt på pause :)

    Gorman29-07-24 22:19

  • 0

    Det i da næsten allesammen været gode til at sige..

    Vi er åbenbart nogle få der gerne vil se, nogle af dem  :)

    Geekalot29-07-24 23:01

  • ★★1

    Jeg vil sige, at lige netop denne her film havde jeg stærkt forventet ville klare sig fremragende.

    Og jo, Marvel har det netop virkelig svært, som man kan bevidne med, at det her er Marvels eneste film i år. Men jeg er glad for, at den klarer sig godt, selvom filmen er en virkelig kaloriefattig, men virkelig sjov film.

    Deres marketingkampagne har været fremragende.

    The Paki Don30-07-24 09:27

  • ★★★★★★1

    Fedt, jeg glæder mig til at se den. Selvom anmeldelserne måske er lunkne, så stoler jeg mere på Moovy’ernes kommentarer.

    Wayne30-07-24 10:57

  • ★★★1

    Fedt, jeg glæder mig til at se den. Selvom anmeldelserne måske er lunkne, så stoler jeg mere på Moovy’ernes kommentarer.

    Så kan du glæde dig, den er feee nok :)

    Gorman30-07-24 11:39

  • 0

    Virkelig, virkelig FED film - klart en biograf film.

    Pistolprinsen30-07-24 12:11

  • ★★★★★★0

    Så kan du glæde dig, den er feee nok :)

    Herligt, tak :-)

    Wayne30-07-24 13:40

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen