Jeff Nichols er kendt for sine dybtgående karakterstudier og sans for autentiske miljøbeskrivelser. Vi så evnerne udfolde sig som indie-instruktør med "Loving" og de fremragende "Mud" og "Take Shelter". Bølgen af karakterstudier blev udfordret af den groft undervurderet "Midnight Special" fra 2016, og en mislykket genindspilning af kultklassikeren "Alien Nation" fik Nichols til at tage en længere pause som filminstruktør. Med "The Bikeriders" vender den 45-årige filmskaber tilbage til den stil, som for alvor satte det uomgængelig talent i spil i 2010'erne.
"The Bikeriders" er en rejse på tværs af 1960'ernes biker-kultur i USA og ikke mindst udviklingen af fra motorcykelklub-naivitet til organiseret kriminalitet. Klubben Vandals karismatiske leder, Johnny (Tom Hardy), fanges mellem ansvarsfølelsen over for sine "biker-brødre" og skiftet til den noget hårdere stil i 70'erne. Bag Johnny står den ligeglade og frygtløse Benny (Austin Butler), som har det med at komme på kant med stort set alle – selv sin kone, Kathy (Jodie Comer).
Jeff Nichols "The Bikeriders" er en elegant americana-skildring af loyalitet, frihed og de gråzoner, der opstår, når man bevæger på kanten af samfundet. Nichols har en enestående evne til at fange tidens ånd og detaljerede rekonstruktion af miljøet. Det dokumentariske islæt skyldes især, da filmen er baseret på journalist Danny Lyons fotobog af samme navn.
Filmens rå og visuelle stil er stemningsfuld og oser af realisme. Kameraarbejdet, udført af Adam Stone, fanger både de vidtstrakte amerikanske landskaber og de intime, klaustrofobiske sekvenser i skyggefulde barer med grynet, nærmest poetisk, skønhed. Stones billeder føles som en forlængelse af karakterernes indre liv, og er en af filmens helt store styrker, hvis ikke den største. Jeff Nichols har ladet sig inspirere stilmæssigt og som karakterstudie af Martin Scorseses "Goodfellas" med kreative spring i tid og rum, uden dog at være helt lige så legende eller frisk i sit filmsprog.
Selvom "The Bikeriders" byder på stærke præstationer og et imponerende visuelt udtryk, falder den til tider i tempo. Historien tager sig rigeligt med tid og står ikke altid narrativt knivskarpt i svinget. Filmens fremdrift lider under det lave gear, når Nichols sænker farten og dvæler ved nok så atmosfæriske øjeblikke. Det til trods, introduceres et spændende persongalleri, hvor birollerne – trods medvirkende som Michael Shannon, Norman Reedus og Boyd Holbrook – sjældent får mulighed for at udvikle sig. Til trods for, at filmen foregår over otte år.
"The Bikeriders" balancerer mellem karakterdrevet drama og en bredere social kommentar om 1960'-'70-ernes USA. Om maskulinitetsidealer i forandring og kernefamilieværdier med forskelligartede fortegn. Nichols skildrer en tid præget af tumult og oprør, hvor motorcykelklubber fungerede som modkultur mod det etablerede samfund. Ikke som et nostalgisk tilbageblik om uskyldens forfald, som det har været på mode at lave film om af etablerede instruktører som Quentin Tarantino og Paul Thomas Anderson.
Jeff Nichols søger at grave dybere. At indfange tidsånden som rå skildring i spejling til nutiden. Men det er som om, at spilletiden på de knapt to timer ikke er nok til at dykket endnu dybere ned i de sociale og politiske undertoner, der ligger lige under asfalten. Til gengæld er vores tre hovedpersoner en fornøjelse. Især Austin Butler og Jodie Comer understreger igen deres imponerende spændvidde som skuespillere, mens det klæder Tom Hardy som underspillet biker-leder.
"The Bikeriders" er en solid film, der bestemt er værd at se. Især for dem med interesse i 1960'ernes amerikanske subkulturer og stærke karakterdramaer. Og så er det godt med Jeff Nichols på vejene igen. Selvom det ikke er instruktørens bedste film til dato, beviser den alsidige filmskaber, at han har mere end god grund til at give den gas med forhåbentlig endnu flere film fremover.
"The Bikeriders" har dansk biografpremiere 11. juli. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
0Helt enig i, at filmens narrativ til tider skader mere end godt er. Jeg sad flere gange med tanken om, at der er en god film gemt inde bag den her mere middelmådige film, som jeg var ved at se.
Altså, filmen er god, bare ikke så god som det føltes, at den kunne have været. Til gengæld har jeg fået lyst til at læse bogen.
★1Jeg synes det var en lidt rodet omgang. Jeg havde svært ved at definere hvem filmen egentlig handlede om, og dermed også hvad den egentlig handlede om. Den var underholdende nok, til tider forudsigelig, men samtidig med karakterer der ofte handlede ulogisk eller ude af karakter. Rammefortællingen med en interviewer gav ikke meget til filmen andet end måske autencitet. Stemningen og underholdningsværdien var fin, men det er nok ikke en film man kommer til at huske.