Anmeldelse: Den gule enke

Engelsk periodefilm om franske druer er som champagne uden brus.

Veuve Clicquot, på dansk også kendt som Den Gule Enke, er i dag et af verdens fineste champagnehuse. Historien om de franske druer går helt tilbage til slutningen af det 18. århundrede. Boblerne blev dengang et symbol på sejr blandt de europæiske kongehuse. Endda også som den russiske tsars fortrukne, da han ville fejre sin sejr over Napoleon på slagmarken.

Bag champagnens ikoniske gule etiket gemmer der sig en enke, hvis fascinerende fortælling nu er vækket til live i "Den gule enke". Filmen er instrueret af Thomas Napper, som tidligere har arbejdet som blandt andet second unit-instruktør på Joe Wrights historiske dramaer "Stolthed og fordom"(2005) og "Soning"(2008).

I filmen møder vi Barbe-Nicole Clicquot (Haley Bennett). Den 27-årige enke kæmper for selvstændigt at drive den vinproduktion, som hun overtog efter hendes afdøde mand, Francois Clicquot (Tom Sturridge). Barbe-Nicole styrer virksomheden gennem svimlende politiske og økonomiske vendinger, trodser sine kritikere og revolutionerer industrien.

Instruktørens tidligere erfaring med historiske dramaer åbner sansende op for visuelle detaljer, hvilket gør filmen lige så forførende æstetisk som champagnen selv. Det kompenserer dog ikke for, at store dele af filmen ikke fungerer.  "Den gule enke" modsiger sig selv ved at give hendes afdøde mand – og hendes bryster – alt for meget fokus. Det er hverken vovet eller sensuelt at være flue på væggen i samtlige malplacerede tilbageblik, hvor ægteparret udveksler hede kys. Det er bare akavet. 

Endnu mere problematisk er det, at alle karakterer taler flydende engelsk. Om et historisk periodedrama kan fungere, selvom originalsproget er udeladt, er en smagssag. Oftest er det medvirkende til, at film mister autenticitet. Som i "Stockholm Bloodbath", hvor historiske karakterer fra Skandinavien, spillet af nordiske skuespillere, helt kriminelt talte med hinanden på engelsk. En fransk periodefilm om champagne på engelsk føles som en krænkelse af den franske kulturarv, eftersom det franske sprog i Frankrig er et symbol på national stolthed. 

Dernæst er filmen ikke engang optaget i Champagne, men i Bourgogne. Ligesom franskmænd forsvarer deres modersmål, beskytter de alt, hvad der er fransk. Champagne og Bourgogne er to vidt forskellige regioner. Som nogle af verdens førende vinregioner er de også rivaler. At filme i en rivaliserende region og at fremlægge historien på britisk, tilfører kun mere distance fra filmen som fransk fortælling. Det vil svare til at lave en film om FCK, men filme den i Brøndby og så lade spillerne tale svensk. 

Instruktørens valg om at dvæle for længe ved fortiden får fortællingen til at miste momentum. Det er ærgerligt, at hovedpersonen ikke får lov til at bære filmen selv. For Haley Bennett leverer en fin præstation som Barbe-Nicole Clicquot. Hun formår at balancere mellem sårbarhed og styrke i, hvad der uden tvivl er et poetisk periodedrama.

Selvom det er fantastisk, at flere kvinders historier finder vej til det store lærred, mangler "Den gule enke" både brus og fransk finesse. Jeg forlod biografen tør i ganen. Med en længsel efter mere dybde og autenticitet – og måske også med en længsel efter et glas champagne.

"Den gule enke" har dansk biografpremiere torsdag den 10 september 2024. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.