Trailer: Ny trailer til 5. (og sidste) sæson af "Star Trek: Lower Decks"

"Star Trek"-franchisens første komedieserie leverer snart sine sidste grin.

Det er seks år siden, at arbejdet på "Star Trek: Lower Decks" blev skudt i gang – og den 9. "Star Trek"-serie var på mange måder en banebrydende føljeton for den sejlivede sci-fi-franchise: dens allerførste komedieserie og dens første animationsserie siden 1974.

Men efter fem succesfulde sæsoner må vi sidst i år sige farvel til besætningen om bord på USS Cerritos – et af Starfleets umiddelbart mindst prestigefyldte rumskibe, der længe blev spist af med røvsyge rutineopgaver, men som gennem serien er blevet en større og større spiller i kampen for galaktisk fred i det 24. århundrede.

Læs også: Så er det officielt: Paul Giamatti fik "Star Trek"-rolle – på grund af Moovy

Men selvom "Star Trek: Lower Decks" snart takker af, så har trekkies en masse nyt "Star Trek" at se frem til – inklusive både sæson 3 og 4 af "Star Trek: Strange New Worlds", tv-filmen "Star Trek: Section 31", den spritnye spin-off "Star Trek: Starfleet Academy" og to nye biograffilm.

5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" får streamingpremiere på Paramount+ i USA den 24. oktober, men det er p.t. uvist, hvor den udkommer herhjemme. SkyShowtime har længe været "Star Trek"-franchisens digitale "hovedsæde", men de forrige sæsoner af "Star Trek: Lower Decks" blev lanceret i Europa på Amazons streamingtjeneste, Prime Video. Samarbejdet mellem Paramount og Amazon er dog tilsyneladende ophørt. Vi vender naturligvis tilbage, når vi ved mere.

Hvorom alting er, så kan den nyeste trailer til seriens sidste sæson ses her:

Kommentarer

Ny trailer til 5. (og sidste) sæson af "Star Trek: Lower Decks"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen