Moovy Exclusive: Hvad skete der lige der, Leatherface?
Første omgang "Texas Chain Saw Massacre" i en sen alder er som frygt på recept.
"The Texas Chain Saw Massacre" er gyserfilmens svar på "Citizen Kane". Den uomtvistelige status som en slasher, der havde revolutioneret filmmediets virkemidler og ikke kun indenfor én genre, har stædigt holdt ved hele mit liv. Født i samme årti som "Saven", som barn af 80’erne og ung i 90’erne, har Tobe Hoopers film knirkende rumsteret. Måske fordi jeg voksede op i en glorværdig æra med et uoverskueligt udvalg af tvivlsomme film fra den lokale MondeVideo (ære være dens minde) i Nykøbing Sjælland, var "Motorsavsmassakren" et fænomen.
"Arh shit, har du hørt om den? Den sku’ bar’ være vild! Og så er den baseret på virkeligheden eller sådan noget!!"
Mine kammerater talte om den i krogene. Men ingen havde set den. Eller for den sags skyld Alfred Hitchcocks "Psycho" eller Michael Powells "Peeping Tom" (med den danske titel "Fotomodeller jages") fra start 60’erne, som mange mener grundlagde slasher-genren. I stedet udvekslede vi slidte VHS-bånd med de seneste Freddy Krueger- eller Jason Voorhees-film og så dem i smug.
Ingen af dem skræmte mig. De var Monty Python-komedier med blod og irriterende skrigende teenagere, som døde på kreative Tom & Jerry-måder. Med hånden på hjertet var det kun godt, at 10-årige Nicki aldrig nåede at se den der motorsavsgyser. Knapt 35 år senere gik det op for mig, hvorfor "Motorsavsmassakren" dengang og nu omtales som en af de mest skræmmende film overhovedet.
Som så meget andet i livet var det et tilfælde, at jeg endeligt tog hul på "The Texas Chain Saw Massacre". Jeg skulle forberede mig på Ti Wests "X", som er ekstremt inspireret af Tobe Hoopers nu en gyserklassiker. I forvejen er jeg slet ikke til slashers eller splatterfilm, men nu skulle det være.
Jeg var aldrig kommet længere end de første 10-15 minutter, som virkede ufrivilligt komiske og slet ikke fangede mig. Andre gange var jeg endda faldet i søvn. Det virkede som en talentløs parodi på John Boormans "På udflugt med døden" fra 1972, altså to år før "Saven". Fuck, det virker dumt. Gider jeg virkelig bruge min tid på det her, nåede jeg at tænke.
Og bum, så faldt lægtehammeren. Ligegyldigt, koldt og dovent flækkede Leatherface kraniet på en nydelig ung mand. Som var det bonden på sin gård, der slagtede en spjættende gris. Som var det et dokumentarisk portræt af hverdagen på landet. Med en så væmmelig lydside, at det satte sig som en gennemtrængende hovedpine.
Lyd og musik skærer sig dybt ind i hjernen. Sallys flugt fra Leatherface i marken er de mest medrivende dollyskud, jeg har set på film. Det er virkelig smarte virkemidler, tænkte min analytiske del af filmhjernen. Redneck exploitation på et galopperende skråplan, men på samme troværdige urovækkende niveau som "Night of the Living Dead" og "Last House on the Left".
Pludselig eskalerede vanviddet, og hjernen gav slip på det analytiske. Frygt og angst sætter sig fysisk. Skift mellem ekstreme nærbilleder af uforstående øjne, en ung pige spiddes på en kødkrog levende, hurtige kamerablitz og intense jagtsekvenser. Så råt, realistisk og in-your-face. Det går direkte i adrenalinen og koldsveden. Indtil den temmelig ukonventionelle og interessante slutning, hvor intet forløses.
Sally slipper tilfældigt væk i en bil med en ubestemmelig hysterisk latter. Fanget mellem lettelse, frygt og forundring over, hvad der lige er sket. Mens Leatherface står og svinger med motorsaven i triumf. Hverdagen og trafikken fortsætter. Der skal nok komme andet slagtekvæg. Slutningen er selvforstærkende frygt på recept, som ikke er til at dosere ud af.
Hvad fanden skete der lige der, Tobe Hooper? At jeg som et mere end almindeligt filmhistorisk velbevandret menneske i midten af 40’erne blev direkte skræmt af "Texas Chain Saw Massacre", var en underlig oplevelse. Måske mytedannelsen fra min barn- og ungdom spillede ind, men der sættes ikke så meget som en fod forkert som vågent mareridt.
At det ikke er lykkedes de sidste 50 år at genskabe samme grusomme leg mellem virkelighed og filmtekniske greb på samme niveau, er på sin vis påfaldende. Virkemidlerne er dog kopieret i flæng i adskillige film efterfølgende. Overraskende raffineret og alligevel så ubarmhjertig grovkornet. "Motorsavsmassakren" er the real deal.
Og nå ja, "X" fik jeg aldrig set.
I anledning af repremieren på "The Texas Chain Saw Massacre" udfordrer Moovy weekenden over, om Tobe Hoopers film 50 år senere holder med nutidige øjne. Set fra tre forskellige perspektiver.
Første artikel er fra kæmpefan Jarl Mengers Andersen, der er flasket op med filmen. Næste perspektiv i rækken er fra Regitze Jørgensdatter, som for nyligt har set filmen for allerførste gang med helt friske og upåvirkede øjne. Tredje og sidste besyv er fra Nicki Jensen, der efter mange års tilløb endeligt fik set "Motorsavsmassakren" for to år siden og sat krydset på sin list of shame.